Minister rystet over tolkenes skæbne

Det er helt uforståeligt, at de irakiske tolke ikke kan få arbejde i Danmark, siger en rystet beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen mener, at erhvervslivet har en særlig pligt til at give tolkene arbejde. (Foto: Bjarke Ørsted © Scanpix)

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen er rystet over, at de veluddannede irakiske tolke ikke kan få arbejde i Danmark.

Han lægger vægt på, at dansk erhvervsliv har en ganske særlig forpligtelse til at ansætte tolkene, som har hjulpet de danske soldater i Irak.

- Jeg er rystet over det. I lyset af, at mange virksomheder skriger efter kvalificeret arbejdskraft, så er det helt uforståeligt, at man lader ingeniører, læger og andre højtuddannede gå arbejdsløse. Det vil jeg tage en snak med industriens organisationer om, for det kan ikke være rigtigt, siger Claus Hjort Frederiksen.

Godkendte uddannelser

13 ud af de 100 irakere er uddannede ingeniører, og selv om deres uddannelser er godkendt i Danmark, er det kun lykkedes for én af de 13 at få job.

Oppositionen mener, at sagen er et udtryk for, at integrationen ikke fungerer i Danmark.

Beskæftigelsesministeren fokuserer mest på arbejdsgivernes rolle og deres krav om mere veluddannet arbejdskraft.

- Det er klart, at med de meget stærke meldinger, som dansk erhvervsliv er kommet med, så hviler der en ganske særlig forpligtelse på dem til at få løst dette spørgsmål, siger Claus Hjort Frederiksen.

Staten heller ikke interesseret

Men ministeren vil ikke forholde sig til, at heller ikke staten, hæren eller forsvaret har tilbudt dem ansættelse.

- Det vil jeg ikke blande mig i. Det vil jeg afholde mig fra at kommentere, siger beskæftigelsesministeren.

Facebook
Twitter