Minister stikker kæp i hjulet på gaseventyr

Martin Lidegaard sætter et foreløbigt stop for nye kontrakter på skifergasudvinding i Danmark. Udvindingen må ikke gå ud over drikkevandet.

Klima- og Energiminister Martin Lidegaard sætter et foreløbigt stop for nye kontrakter på skifergasudvinding i Danmark. Det sker for at sikre, at udvindingen ikke går ud over drikkevandet.

- Indtil vi har drøftet det her i regeringen, bliver der i hvert fald ikke givet tilladelser til nye prøveboringer, siger ministeren til P1 Dokumentar.

Et stort skridt

Kun det franske firma Total, der allerede har kontrakt med den danske stat, får lov til at fortsætte jagten på gas dybt i undergrunden. Den første boring skal efte planen finde sted i Nordjylland allerede til oktober. Ministeren vil dog møde Total med nye krav om godkendelse af de kemiske stoffer, som firmaet skal bruge for at hente gassen.

- Det her er et stort skridt at tage, og det er noget, der har givet stor offentlig diskussion i mange andre lande. Derfor ønsker jeg både en politisk drøftelse, af, om vi overhovedet vil gå den her vej i Danmark, og hvordan vi så fald sikrer en ordentlig miljøgodkendelse, siger Martin Lidegaard til P1 Dokumentar.

Hver gang skiferen skal flækkes - eller 'frackes' - dybt nede i undergrunden kræver det nemlig, at man pumper 150 millioner liter fracking-væske ned i dybet. Den består af vand tilsat 150 tons kemikalier. Mange af dem kræftfremkaldende og så giftige, at de vil ødelægge vores drikkevand, hvis de kommer i nærheden af grundvandet.

Min melding i dag

Men ansvaret for miljøet flyder mellem kommunen og Energistyrelsen, mens Miljøstyrelsen er sat helt af, og ingen af de danske myndigheder skal godkende kemikalierne, før de pumpes ud i skifer lagene. Men det skal der gøres noget ved, siger ministeren til P1 Dokumentar:

- Det der er min melding i dag, det er, at jeg tror der er behov for at samle det ansvar, så vi kan få den godkendelse af kemikalierne, inden der bliver givet egentlig tilladelse til udvinding af skifergas i Danmark.

Kontrakten med Total, som er indgået under den borgerlige regering, har Martin Lidegaard imidlertid hverken mulighed for at ændre eller trække tilbage, forklarer misnisteren:

- I forhold til den indvindingstilladelse, der er givet, så er det kun, hvis der er mistanke om, at vi ikke kan leve op til miljøkravene, at jeg kan stoppe den. For tilladelsen ér givet, og der er investeret adskillige millioner kroner i det. Og i øvrigt mener jeg også, vi har en interesse i at finde ud af, om der overhovedet er et grundlag for at bore efter gas herhjemme.

Men der er også en anden grund til, at klima- og energiministeren ikke er klar til at følge sine tyske, franske, sydafrikanske, canadiske og bulgarske kolleger med et total stop for skifergasudvinding ved hjælp af 'fracking'.

- Grunden til, at vi ikke bare hiver stikket, det er selvfølgelig, at der er et betydeligt samfundsøkonomisk potentiale i det her. Forudsat at det her kan gøres miljømæssigt forsvarligt og vi øvrigt synes, at det her overhovedet er noget, vi skal gøre i Danmark, siger Martin Lidegaard til P1 Dokumentar.

Giftige kemikalier

Men, hvis han ikke kan få 100 procents sikkerhed for, at de giftige kemikalier, der bruges til processen ikke ender i drikkevandet, så bliver bliver der heller ikke noget skifergaseventyr på dansk grund, lover ministeren:

- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig at nogen dansk politiker vil give ok til udvinding, hvis der er tvivl om, hvorvidt det kan skade vores grundvand, så det løfte vil jeg gerne udstede.

Fracking har længe været et hot emne i USA, hvor tusindevis af amerikanere har fået ødelagt deres drikkevand på grund af forurening fra de 600 kemikalier, som den amerikanske gasindustri har benyttet til udvindingen. Men der er 600.0000 amerkanske jobs på spil, og derfor har præsident Obama indtil videre været forsigtig med at gribe ind.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:4fb9bdee860d9a0d386b52f6

Facebook
Twitter