Minister til urolige forældre: Skoler og institutioner åbner først, når de kan håndtere nye retningslinjer

Myndighederne understreger, at der er taget højde for, at børn er børn.

- Vi bruger ikke børn, unge og lærere som forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Som forældre er der ingen grund til at være bekymret for at sende sit barn i skole eller børnehave, når mange institutioner åbner onsdag den 15. april.

Det forsikrer børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på et pressemøde.

- Ja, pædagogerne må gerne trøste børn og skifte børn, og ja, børn må gerne være børn, men de kommer til at lege i mindre grupper end normalt, siger hun.

Hun tilføjer, at rammerne for genåbning skal være på plads, før den enkelte institution og skole kan åbne.

Derfor er det heller ikke alle, der kommer til at kunne åbne 15. april, siger hun.

Børn er børn - ikke voksne

Statens Serum Institut har sagt, at der i genåbningstrategien er taget højde for, at børn i sagens natur ikke følger sundhedsmyndighedernes råd og anbefalinger lige så blindt, som en voksen gør det.

Og det budskab gentager Sundhedsstyrelsen i dag. Direktør Søren Brostrøm understreger, at det er sundhedsfagligt forsvarligt at løfte restriktionerne gradvist.

- Jeg vil gerne understrege, at vi fra sundhedsmyndighederne ved, at børn er børn, og ikke voksne.

- Fra sundhedsmyndighedernes side laver vi ikke retningslinjer til børnene. Vi laver retningslinjer til de voksne, siger han.

Mere personale på vej

I retningslinjerne stilles der ikke krav til det maksimale antal af personer, der må være samlet på skolen eller i institutionen. Der er imidlertid et krav om, at borde og stole arrangeres, så eleverne har en afstand på to meter.

Pernille Rosenkrantz-Theil siger, at det ikke er alle institutioner, der vil være klar til at leve op til restriktionerne fra på onsdag. Og så får de ikke lov til at åbne, slår hun fast.

Og de meget restriktive krav kræver flere medarbejdere, siger Jacob Bundsgaard (S), formand for KL.

- Det kommer til at kræve mere plads og flere medarbejdere i en periode, og derfor vil kommunerne også komme til at "mande op" flere steder, siger Jacob Bundsgaard på pressemødet.

Han tilføjer, at den regning bliver dækket, og henviser til en aftale, der er lavet med Finansministeriet, så de ekstra udgifter ikke går ud over andre opgaver i kommunerne.

- Bare det med at der vil være to meters aftand mellem bordene, vil være en praktisk udfordring i mange skoler.

Retningslinjerne betyder blandt andet, at der ikke må deles mad mellem hinanden, alt mad skal portionsanrettes, og undervisningen skal såvidt muligt tilrettelægges, så størstedelen af skoledagen foregår udendørs.

Pædagogerne er tilfredse

Hos Bupl, der organiserer pædagogerne, er man en smule lettet over, hvad der blev sagt på pressemødet.

- Det er en rigtig vigtig udmelding, at vi ikke nødvendigvis er klar til den 15. april, og vi kan heller ikke forvente en hverdag, som vi kender den, siger formand Elisa Rimpler.

Hun siger, at man har været bekymret for, hvordan man skulle håndtere triste børn, der havde brug for omsorg, når man samtidig skulle leve op til afstandskrav.

- Når man har med børnehavebørn og vuggestuebørn at gøre, så forstår de ikke, at man ikke får trøst og kram. Og i dag er der klart givet udtryk for, at det har man kalkuleret med. Det giver os et større spillerum, så det er jeg rigtig glad for, siger hun.