Minister: Tvangsadoption er en hjælpende hånd til børnene

Færre anbringelser og flere tvangsadoptioner skal være med til at give udsatte børn et bedre liv, siger socialminister Manu Sareen.

Det skal være nemmere for kommunerne, at tvangsadoptere børn væk fra deres biologiske forældre.

Sådan lyder et forslag fra regeringen, som skal lempe yderligere på adoptionsreglerne, så det fremover bliver muligt at fjerne børn fra deres forældre fra før de er et år.

Reglerne skal være et alternativ til anbringelser - og skal komme børnene til gode, siger socialministeren til DR Nyheder.

- Det sker fordi, vi kan se, at de regler vi lavede i 2009, ikke bliver brugt i det omfang, vi gerne ville, siger socialminister Manu Sareen og fortsætter:

- Det at skulle komme i en tryg opvækst i en familie, er helt klart et rigtigt godt alternativ i forhold til en anbringelse. Så derfor vil vi gerne gå den vej.

Færre børn vil komme i pleje

Forslaget betyder, at kommunerne fremover skal "sandsynliggøre", og ikke som i dag "godtgøre", at de biologiske forældre er uden forældreevne. Det betyder i praksis, at flere børn vil kunne bortadopteres uden forældrenes samtykke - i stedet for at komme i pleje.

For selvom de danske plejefamilier gør et godt stykke arbejde, så er en permanent ny familie i nogle tilfælde en bedre løsning, mener Manu Sareen.

- En anbringelse kan være forbundet med en masse usikkerhed og en masse skift. Alternativet er en adoption, hvor man kommer ind i en tryg familie, hvor man skal være resten af livet. Og det betyder rigtigt meget, specielt for børn, som har fået en skidt start på livet.

Regeringen forventer at sende et forslag i høring i slutningen af oktober.

Se hele interviewet med socialminister Manu Sareen øverst.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter