Minister: Unge hjemløse skal have langt tidligere hjælp

Social- og indenrigsministeren vil gribe ind, så snart en ung bliver sofasurfer.

Social - og indenrigsminister Astrid Krag (S) ønsker en ny tilgang til bekæmpelse af hjemløshed, der anerkender, at der er meget stor forskel på de hjemløse. (Foto: Dr)

En målrettet indsats mod unge hjemløse ser ud til at virke.

For efter en årrække med et stigende antal hjemløse i aldersgruppen 18 til 24 år, er der nu sket et fald på 20 procent siden 2017. Det viser den seneste tælling af hjemløse, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har lavet.

Faldet glæder social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), der dog samtidigt kalder det bekymrende, at den samlede gruppe af hjemløse ikke er blevet tilsvarende mindre. Det skyldes en stigning i antallet af ældre hjemløse.

- Når vi ser udviklingen i de her tal, viser det mig, at vi er nødt til at gå til hjemløseproblematikken på en anden måde, siger Astrid Krag.

Ministeren ønsker blandt andet en forskelligartet indsats alt efter, om den hjemløse er ung eller gammel.

- Der er meget stor forskel på at være en ældre hjemløs med stor kompleksitet af problemer og et hårdt liv med mange svigt gennem vældig mange år. Og så være den unge, der skal hjælpes tilbage i et ungdomsliv og på vej mod uddannelse, job, kæreste og venner.

- Når vi gør som i dag, lykkes vi ikke lige godt med begge, siger Astrid Krag.

Konkret ønsker ministeren, at det sociale system skal være i stand til at samle den unge op, allerede når han eller hun begynder at sove på sofaer hos venner og bekendte.

- Så vi får hjulpet dem, når de bliver sofasurfere eller før det, når det begynder at gå skævt, de dropper ud af uddannelse, eller misbrug presser sig på. Hver eneste gang en ung ender som hjemløs, er det en falliterklæring for vores velfærdssamfund. For det betyder, at der er en ung, som er faldet igennem maskerne i sikkerhedsnettet, der burde have grebet dem, siger Astrid Krag

Flere hjemløse uden for de største byer

Som noget nyt viser VIVE-rapporten 'Hjemløshed i Danmark 2019', også, at antallet af hjemløse uden for de største byer vokser. Blandt andet er der landkommuner, der ikke tidligere har haft hjemløse, som nu oplever folk, der bor på gaden.

- Jeg tager den geografiske forskel meget alvorlig. Mens det er lykkedes for os med en indsats over for de unge i de største byer, er det skredet for os i resten af landet. Det er vi nødt til at tage alvorligt, siger Astrid Krag.

Hun er klar til fra centralt hold at støtte de kommuner, der ikke tidligere har haft hjemløse eller ret mange. For ifølge ministeren handler det ikke kun om, at de mangler en bolig.

- For mange er der tale om psykiske problemer, misbrug og dyb gæld. Mange forskellige faktorer, som ender med at skubbe en udsat borger på gaden. Skal vi lykkes med at hjælpe dem bedre, er vi nødt til at sæte ind over en bred kam, siger Astrid Krag.

Facebook
Twitter