Det er ofte blevet fremhævet, at indvandrere belaster den danske statskasse. Men noget tyder på, at den udtalelse skal tages op til revision - og det er handels- og udviklingsminister Pia Olsen Dyhr (SF) parat til.
- Vi må bare erkende, at de store markeder i 2030 er Kina, Brasilien, Rusland og Indien. Og det er folk derfra, vi har brug for i Danmark, siger ministeren.
Øger eksporten
Indvandrerne bidrager med en hidtil overset gevinst: øget eksport, skriver Politiken mandag.
Et kandidatspeciale fra Aarhus Universitet har kortlagt indvandringens effekt på udenrigshandlen.
For hver 12.000 personer, som slår sig ned i Danmark, øges eksporten med over to milliarder kroner svarende til 166.000 kroner per indvandrer.
- De har et helt særligt kendskab til deres hjemmemarked. De kender markedsstrukturen, kulturen og faldgruberne, siger specialeforfatter Simon Weinberger.
Virksomheder skal kobles sammen med indvandrere
Og Pia Olsen Dyhr siger, at det er vigtigt få koblet indvandrerne sammen med en virksomhed, der har brug for dem.
Der findes allerede en landsdækkende forening for højtuddannede nydanskere i Danmark, Novum. Foreningen har omkring 20.000 i sit kartotek. Novum vil bygge bro mellem virksomheder og højtuddannede nydanskere.
- Jeg har ikke en konkret løsning i lommen. Men nu skal jeg mødes med Novum. Og de erfaringer, de har, vil jeg tage med til både Dansk Industri og Danske Erhverv, som vi skal i dialog med om det her, siger ministeren.
Migrationsforsker og lektor Shahamak Rezaei fra Roskilde Universitet mener, at dansk integrationspolitik burde fokusere mere på at fremme indvandrernes forskelle fra os frem for blindt at forsøge at fordanske dem.
- Hvis man laver initiativer, som fremmer idéen om potentialet i at være dansktyrker, kobler man sig som land tættere på Tyrkiets erhvervsinteresser. Gør man ikke det, får man bare endnu flere kioskejere og pizzabagere, siger Rezaei til Politiken.
/ritzau/