Minister vil fange farlige stenkastere med hemmelige kameraer

Politiet skal kunne overvåge 30 udvalgte vejstrækninger i smug, siger justitsminister.

Alt for mange gange har det været tæt på at gå grueligt galt, når bilister er blevet ramt af sten og andet kasteskyts fra broer over de danske veje.

Stenkast fra motorvejsbroer er et alvorligt problem, der allerede har kostet liv. Samtidig er stenkastene forbrydelser, der er svære at opklare.

Derfor vil justitsminister Søren Pape Poulsen (K) nu sætte videoovervågning op på broer på de mest udsatte vejstrækninger.

- Vi sætter kameraer op på 30 udvalgte steder. Det er kameraer, der kan flyttes, så politiet kan sætte dem op alt efter deres vurdering, så man kan genkende en eventuel gerningsmand, siger han til DR Nyheder.

Skal kunne overvåge i smug

Videoovervågningen skal fremover være med til at afskrække potentielle gerningsmænd fra at kaste sten og andet ned fra broerne.

Og netop for at politiet skal kunne bruge overvågningen i efterforskningen, vil ministeren heller ikke fortælle, hvor de enkelte kameraer bliver sat op.

- Det er ikke sådan, at man får at vide, hvor de står. Og man skal nok forberede sig på, at man lever livet noget usikkert som forbryder, siger han.

Skal I ikke skilte med det?

- Vi kommer til at sætte kameraer op på de her broer for at være sikre. Det skal vi ikke skilte med eller noget som helst. Det bliver overvågning fra politiets side, siger han.

Få sigtes for stenkast

Fra 1. januar til 12. september i år har politiet fået 64 anmeldelser om stenkast. Det svarer i snit til en sag om stenkast hver fjerde dag.

Men i kun fem af sagerne har politiet været i stand til at sigte mulige gerningsmænd.

En intern rapport, som DR Nyheder har fået aktindsigt i hos Rigspolitiet, viser, at de mulige stenkastere, som politiet havde held til at få fat i sidste år, var i alderen 12 til 20 år.

Rapporten viser også, at der er en stor koncentration af stenkast fra broer i og omkring de større byer.

Ifølge Søren Pape Poulsen vil videoovervågningen være rettet mod broerne og ikke mod bilerne, der passerer under dem.

- Det kommer til at pege på dér, hvor forbryderen står, så vi sikrer os, at vi kan fange dem, der har tænkt sig at sætte andres liv i fare ved at kaste sten ud fra en bro, som er fuldstændig vanvittigt, siger han.

Facebook
Twitter