Minister vil knække diabetes-kurve

Med en diabeteshandleplan vil regeringen hurtigere finde personer med høj diabetesrisiko.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) vil blandt andet undgå, at personer med type 2-diabetes har en følgesygdom, når diagnosen stilles (arkivfoto). (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Den stigende diabetes-kurve skal knækkes, så færre udvikler type 2-diabetes, mener sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Hun fremlægger i dag en ny national diabeteshandleplan, med 12 konkrete initiativer, skriver Politiken.

For eksempel skal antallet af folk med type2-diabetes i alle kommuner opgøres, så udviklingen kan følges tæt.

De seneste 20 år er antallet af danskere med type 2-diabetes fordoblet. Årsagen er flere overvægtige, inaktive danskere og en ældre befolkning.

Op mod halvdelen af de personer, der får diagnosticeret type 2-diabetes, har allerede fået en følgesygdom som nyresvigt, hjerte-kar-sygdomme, nervebetændelse eller blindhed, når diagnosen stilles. Det vil regeringen med handleplanen forsøge at ændre.

Flere syge skal derfor opspores tidligere, og der skal udarbejdes en model, der systematisk kan hjælpe med at finde borgere med høj risiko for at have eller udvikle type 2-diabetes.

Både Diabetesforeningen og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) glæder sig over handleplanen.

PLO-formand Christian Freitag hæfter sig ved, at regeringen er gået bort fra tanker om mere systematiske helbredstjek hos egen læge.

Diabetesforeningen vil fra 2018 måle både regionernes indsats og den samlede nationale indsats, så handleplanen ikke ender i varm luft, siger formand Henrik Nedergaard.