Minister vil løse unges boligproblemer med containere

Kommunerne skal have frit slag til at opføre containerboliger til de mange studerende, der står uden bolig.

Kommunerne skal have lov i en periode på ti år til at opføre midlertidige boliger til deres studerende. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Der er "dramatisk" brug for studieboliger i de største af landets byer, lyder det fra erhvervsminister Brian Mikkelsen (K). Han lægger derfor op til en lovændring, der skal gøre det lettere at opføre midlertidige boliger.

Konkret foreslår ministeren en ændring af planloven, der gør det nemmere for kommunerne at opføre containerboliger eller barakker på grunde, der står tomme.

- Hvis vi kigger på, hvor mange der mangler boliger i Københavns, Odense, Aarhus og Aalborg, så er det flere tusinde unge, siger Brian Mikkelsen.

- Her får man så mulighed for i de byer at lave nogle midlertidige studieboliger i ti år, så de unge får mulighed for et sted at bo i stedet for at vandre fra sted til sted, siger han.

Det har tidligere været muligt for kommunerne at opføre midlertidige boliger, men opførelserne har krævet, at man fulgte regler om for eksempel lokalplaner og høringer. Det fjerner regeringen nu.

I København kunne det være et sted som B&W-grunden på Refshaleøen, som i øjeblikket ikke må bruges til boliger, mens ministeren i Odense nævner området ved Syddansk Universitet tæt på det nye hospital.

- Vi fjerner bureaukrati, giver noget mere frihed, så kommunerne kan lave mobile midlertidige studieboliger, siger Brian Mikkelsen.

Må kun bruges til studieboliger

Nogle vil sige, at det bare er en lappeløsning, at vi mangler at få bygget nogle permanente studieboliger. Og nogle vil måske hævde, at det er en smart fidus til at få de her grunde byggemodnet, skabt noget liv, så nogle vil tjene penge på det om ti år?

- Det er en mulighed for at have studieboliger i 10 år. Det er ikke sådan, at vi siger, at så er det lettere at få en byggemodning og tilsidesætte lokalplaner. Det betyder bare, at der må bygges studieboliger. Det er det eneste, der må bygges, ellers skal der være lokalplaner og alt det andet, der skal til i en kommune for at få bygget boliger, siger Brian Mikkelsen.

Hvad så om ti år, så har man måske vænnet sig til i studiebyerne, at der et antal midlertidige barakbyer. Hvis de så forsvinder igen, står vi så med et efterslæb i forhold til at skaffe boliger nok?

- Hvis der er et problem om ti år, så er jeg sikker på, at der til den tid stadig er et flertal, som vil forlænge det. Meningen er jo, at vi i de ti år skal få bygget nogle mere permanente boliger, siger han.

Brian Mikkelsen vil ikke sætte tal på, hvor mange boliger der kan blive tale om, men han tror, at det kan blive "rigtig mange", og opfordrer kommunerne til bare at komme i gang.

- Det er ikke engang noget, kommunerne skal betale, der er private, der gerne vil være med til at finansiere det.

Facebook
Twitter