Minister vil undersøge kvindehadske fora på nettet

Såkaldte manosfærer er et voksende problem i Danmark, siger ekspert.

Der er sat 700.000 kroner til at undersøge manosfærer i Norden. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Kvinder svines til, udstilles og nedgøres hver dag på mange internetfora.

Rundt omkring på nettet findes digitale rum for primært unge mænd, hvis primære beskæftigelse netop er at hade kvinder også kaldet manosfærer.

Derfor har ligestillingminister Mogens Jensen fra Socialdemokratiet valgt at afsætte 700.000 kroner sammen med Nordisk Ministeråd til at undersøge omfanget af de kvindehadske fora.

- Det er en viden, vi ikke har i dag, og hvis man skal prøve at gå op imod nogle af de her ekstremistiske holdninger, så er vi nødt til at vide noget mere om dem, og hvordan de påvirker resten af debatten, siger ministeren til P1 Morgen.

Mændene kan i yderste konsekvens tage deres frustrationer ud i den virkelige verden, som da en canadier påkørte og dræbte flere i et "kvindefjendsk terrorangreb" eller da en mand dræbte to kvinder i et yogastudie i Florida.

- Hvis jeg ikke kan finde en anstændig kvinde at leve med, vil jeg dø med mange uanstændige kvinder, skulle den 40-årige mand have sagt ifølge Insider.

Manden er blevet betegnet som en 'incel', der betegner en mand i ufrivilligt cølibat.

Ovenstående er netop eksempler på kvindehadsk ekstremisme, der kræver handling, mener Mogens Jensen.

Lokkes ind for at lære at score kvinder

Maia Kahlke Lorentzen, der har forsket i manosfærer i en årrække og blandt andet skrevet speciale om fænomenet. Derudover er hun aktivistisk på nettet og cyberfeminist.

Hun fortæller, at fænomenet dækker over en vifte af ting, og det foregår både i lukkede og åbne fora, og mændene kommer derind af mange forskellige årsager.

- Måske kommer du derind for at lære at score, men udover du får nogle smarte tricks, bliver du også fodret med et grundlæggende ubehageligt kvindesyn, og så kan det være, du ryger videre over i nogle af de andre mere ekstreme fora.

Se eksemplerne på kvindefjendske kommentarer, som ekspert Maia Kahlke Lorentzen har peget på.

  • Screenshot fra kommentarfeltet til Lars Andersens video om Joy Mogensens ministerpost.
  • Her foreslår Stram Kurs' Chang S. Lembirk at fratage kvinder deres stemmerettighed.
  • Screenshot fra kommentarfeltet til Lars Andersens video om Joy Mogensens ministerpost.
  • Screenshot fra tråd på Reddit om politiske partier.
1 / 4

Ifølge vores ekspert, er fænomenet allerede udbredt - og det vokser. Netop derfor skal omfanget kortlægges, lyder det fra Mogens Jensen.

- Vi gør det, fordi vi kan se, at rigtig mange kvinder faktisk udsættes for hadangreb på nettet. Mange flere end mænd. Og det er også primært mænd, der har den her hadtale på nettet, så vi er nødt til at komme til bunds i det her, hvis vi vil gøre noget ved det.

Radikaliserede mænd skal bekæmpes med oplysning

Store sociale platforme og globale sider som 4chan og Reddit samler mænd fra hele verden, og det betyder, at det skaber en global bevægelse.

- Så man ser, hvad der sker i andre lande og bliver inspireret af hinanden. Det gør også, at det er nemmere at nå ud til mænd, som ikke ellers ville være stødt på de her holdninger, siger Maia Kahlke Lorentzen.

Hun vurderer, at der er forskel på, hvad der rører sig i USA og i Norden. Eksempelvis har manosfæren i England stærke forbindelser til racistiske og nationalistiske fora. Derfor er det vigtigt at få kigget på, hvad der egentlig foregår herhjemme.

Mogens Jensen erkender, at de ikke har nogen redskaber til at bekæmpe det, som det er nu, og at man heller ikke kan forbyde holdninger. Men det er vigtigt at undersøge, så man netop kan finde ud af, hvordan man kan sætte ind for det mandemiljø, hvor der ifølge ham sker en radikalisering, som han beskriver som "ekstremistisk".

- Man er nødt til at vide præcis, hvor de befinder sig, og hvilke adgange vi har til at komme i dialog med dem. Det handler om oplysning og forebyggende arbejde.

Artiklen er umiddelbart efter udgivelse tilføjet information om Maia Kahlke Lorentzens aktivitet som cyberfeminist.