Minister vil undersøge vand for gift

Miljøminister Karen Ellemann vil have undersøgt, hvorfor der bliver fundet mere gift i grundvandet, og fremover skal vandet testes for glyphosfat.

Miljøminister Karen Ellemann vil have grundvandet undersøgt for glyphosfat, som er aktivstoffet i Roundup.

Miljøministeren vil nu have undersøgt, hvorfor der i stigende grad bliver fundet sprøjtegifte i grundvandet. For eksempel er der fundet glyphosfat, som er aktivstoffet i Roundup, som bruges af landmænd og private husejere.

En rapport fra GEUS, de nationale geologiske undersøgelser viser, at der er fundet sprøjtegifte i 40 procent af grundvandsboringerne i 2008. Når det gælder Roundup blev der i 2009 ni gange fundet rester, som overskred grænseværdien.

- Vi har noget af verdens reneste drikkevand, og vi skal fortsat kunne drikke vand af hanen. Derfor indfører vi krav om, at vandet fremover skal testes for glyphosfat, siger Karen Ellemann.

Minister er bekymret

Hun understreger, at der er fundet spor af sprøjtegiften i grundvandet, men ikke i drikkevandet, og ingen af fundene udgør en sundhedsrisiko.

- Jeg er helt klart bekymret. Landbrugets forbrug af sprøjtegifte skal ned, og vi skal have klarlagt, hvorfor vi ser en øget forekomst, siger hun.

I øjeblikket bliver beskyttelseszonerne udvidet omkring drikkevandsboringerne, og der kommer nye skærpede regler for, hvordan landmændene renser giftsprøjterne, siger ministeren.

Facebook
Twitter