Ministerium melder læk af Wammens cpr-nummer til politiet

Forsvarsministeriet har meldt offentliggørelse af forsvarsministerens personnumre og adresser til Københavns Politi. Også læk af statsministerens cpr-nummer bliver efterforsket.

Både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og forsvarsminister Nicolai Wammens (S) personnumre og adresser er blevet offentliggjort på en hjemmeside. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Københavns Politi efterforsker sag om offentliggørelse af toppolitikeres private oplysninger, som DR Nyheder mandag fortalte om.

Forsvarsministeriet har meldt offentliggørelse af forsvarsministerens personnumre og adresser til Københavns Politi.

Københavns Politi er også i dialog med Datatilsynet om sagen, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Thorning og Wammens cpr lækket

Både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og forsvarsminister Nicolai Wammens (S) personnumre og adresser er blevet offentliggjort på en hjemmeside.

- Vi tager det naturligvis alvorligt, når menneskers, herunder politikeres, personnumre bevidst offentliggøres i strid med persondataloven, og derfor er der indledt efterforskning i sagen, udtaler advokaturchef Dorit Borgaard, Københavns Politi.

Københavns Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

Lækket af tidligere betjent

Noget tyder på, at det kan blive en kortvarig efterforskning, da den tidligere betjent Lars Kragh Andersen over for DR Nyheder har erkendt, at han har lagt cpr-numrene på de to ministre ud på nettet.

Målet er angiveligt at øge opmærksomheden om statens overvågning af danskerne.

Lars Kragh Andersen erkendte samtidig, at hans handling formentlig overtræder lovgivningen.

- Lovligt og ulovligt ikke er altid det samme som rigtigt og forkert.

- Hvis nogen ikke gjorde det, så havde jeg aldrig snakket med dig. Man kan skrive nok så mange klummer, uden det rykker noget, sagde Lars Kragh Andersen til DR Nyheder mandag.

/ritzau/

Facebook
Twitter