Ministerium søger chokolade til klimatopmøde

Virksomheder leverer gratis varer for millioner til klimatopmødet, men endnu har ingen ønsket at fodre topmødedeltagernes søde tand.

Udenrigsministeriet er fortrøstningsfulde, når snakken falder på gratis saftevand, men når det handler om chokolade, er det straks værre. (Arkivfoto)

Verdens ledere risikerer at gå sukkerkolde, når de skal forhandle i timevis om at redde at jordens klima på topmødet i København i december.

For der kommer ikke chokolade og saftevand på bordene - Udenrigsministeriet har ikke fået en sponsoraftale i hus for de søde sager, selvom topmødet står lige for døren.

- Vi er fortrøstningsfulde med sponsoratet for saftevand, men der er slet ikke nogen virksomheder, der har tilbudt at levere chokolade. Vi håber selvfølgelig på at få det på plads, men vi har ikke lang tid, siger Andreas Boor, fuldmægtig i Udenrigsministeriet.

Gratis kopimaskiner og t-shirts

Her har man igennem det seneste år indgået en række aftaler med virksomheder, som gratis leverer alt fra kopimaskiner til t-shirts til de frivillige.

- Det er både danske og internationale virksomheder, men alle virksomhederne har en eller anden forankring i Danmark, siger Andreas Boor.

Tager kun imod klimavenlige ydelser

Virksomheder har løbende kunne byde sig til, når Udenrigsministeriet har udbudt sponsorater. Men ikke hvem som helst har fået lov at være med - kun virksomheder, som lever op til en række krav om klimavenlighed og socialt ansvar, er kommet i betragtning.

De gratis ydelser giver til gengæld virksomhederne lov til at bruge klimatopmødets logo til at brande sig selv, ligesom deres logo selvfølgelig er synligt for de op til 15.000 deltagere, der forventes at deltage i topmødet, men det tilbud er der altså ingen chokoladeforhandlere, der har fundet attraktivt nok.

FacebookTwitter