Ministerium trækker regnestykke for udligningsreform tilbage: Byttede om på børn og ældre

Børn og ældre blev forvekslet i stort og kompliceret regnestykke. Derfor trækker ministerium tal tilbage.

Landets 98 kommuner fik i går besked på, hvad de kan forvente at skulle af med eller modtage som følge af det nye udligningssystem. Men beregningerne indeholder en graverende fejl og derfor trækkes regnestykket tilbage. (Foto: (Grafik) Signe Heiredal)

Landets kommuner fik i går klar besked om, hvor mange penge de kan forvente at få eller miste i udligning og tilskud til næste år.

Eller så klar var beskeden alligevel ikke. For her et døgn senere trækker Social- og Inderigsministeriet nu tallene tilbage. Det sker, fordi ministeriet var kommet til at kategorisere udgifter til ældre i kommunerne som udgifter til børn.

Det erkender ministeriet i en kortfattet pressemeddelelse.

Det er første gang, at det nye system, som regeringen fik forhandlet på plads i begyndelsen af maj, skal vise sit værd.

Efter udmeldingen i går henvendte en række kommuner sig til ministeriet angående en forskydning i det aldersbestemte udgiftsbehov. Ligesom det også blev beskrevet af mediet NB-Økonomi.

Ændringen er en følge af, at de såkaldte aldersbestemte udgiftsbehov har ændret sig dramatisk.

"Ministeriet har på den baggrund undersøgt forskydningen og konstateret, at der desværre er sket en indlæsningsfejl i forbindelse med opgørelsen til tilskudsudmeldingen."

"Det har i forbindelse med udmeldingen medført, at en del af ældreudgifterne maskinelt er blevet indlæst som udgifter til børn."

Det lyder i meddelelsen, at ministeriet vil rette fejlen og komme med en ny melding til kommunerne senere i dag på, hvordan der skal udlignes til næste år.

Se i kortet herunder, hvilke kommuner, der mister penge i udligning og tilskud ifølge de korrigerede tal fra Social- og Indenrigsministeret, og hvilke kommuner, der modtager penge.

Facebook
Twitter