Minkavlere står rådvilde tilbage, mens kritikken af regeringen tager til

Fødevareminister Mogens Jensen siger nu, at han ikke var klar over, at der manglede lovhjemmel til aflivning af mink.

Minkavlere er forvirrede efter et rodet forløb om aflivning af mink.

Skal? Skal ikke?

For en lang række af landets minkavlere har det, der for få dage siden var en klar instruks, udviklet sig til stort tvivlsspørgsmål.

Skal de aflive alle deres mink, eller skal de afvente, nu hvor det har vist sig, at regeringen ikke har lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet.

Nicki Løbner fra Varde ejer en af de minkfarme, der ikke er omfattet af kravet, og han har allerede taget livet af halvdelen af sine 32.000 mink.

- Det har været en rutsjebane, og det er ikke rart at stå her. Det ene øjeblik er der håb om, at vi kan beholde nogle dyr, fordi vi er i en rask-zone, og det andet øjeblik kan vi ikke. Vi er simpelthen nødt til at finde ud af, hvad vi må og ikke må, siger han.

I samme kommune står minkavler og byrådsmedlem fra Venstre Mads Sørensen.

Han arbejder også i døgndrift med at slagte sit ’livsgrundlag, der er avlet igennem to generationer’, som han omtaler sine dyr.

- Når man gambler med et helt erhverv, så er det mindste man kan gøre da at sikre, at informationsniveauet er helt i top, siger han om regeringens ageren.

I søndags kunne B.T. og Berlingske afsløre, at der ikke findes et lovgrundlag, der kan tvinge minkfarmere til at aflive raske mink.

Det gælder kun mink, der allerede er syge eller befinder sig på en farm nærmere end 7,8 kilometer fra en smittet besætning.

Støttepartier kræver undersøgelse

Da Mads Sørensen vågnede til den nyhed, ændrede han derfor også strategi for masseaflivningerne.

- Jeg forsøger at bevare de bedste avlsdyr til sidst, hvis der skulle vise sig en åbning for, at vi kan fortsætte. Men det er svært at vide, hvor det ender, siger han.

Christiansborg er kritikken af regeringen og ikke mindst fødevareminister Mogens Jensen (S) blevet mere og mere udtalt. Han undskyldte mandag aften for ’uklar kommunikation’.

Der var tale om en opfordring til minkfarmerne om at påbegynde aflivningsarbejdet, mens regeringen sideløbende fik styr på lovgrundlaget, lød det fra ministeren.

I dag siger Mogens Jensen til TV 2 News, at han ikke var klar over, at lovhjemmelen manglede.

Også Fødevarestyrelsen beklager i dag, at det i begyndelsen ikke fremgik, at der var tale om en opfordring og ikke et krav til minkfarmerne.

Forløbet har fået flere oppositionspartier til at rasle med sablen og udtrykke skarp kritik. De Konservatives Rasmus Jarlov går allerede så langt som til at kræve fødevareministerens afgang.

Men også regeringens støttepartier er betænkelige. Både De Radikale og SF kræver nu en undersøgelse af forløbet.

Nødvendige aflivninger

Mens der er hård kritik af processen, er der i højere grad sundhedsfaglig enighed om endemålet; aflivningen af alle mink.

- Det er en helt speciel situation, fordi mink er så modtagelige for den her virus. Den situation må man handle på. Det er helt oplagt, siger Christian Wejse, der er epidemiolog og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital.

I Jyllands-Posten bakkes han op af flere forskerkolleger, der kalder aflivningen af alle mink nødvendig.

Den nye mutation – cluster 5 - kan ifølge sundhedsmyndighederne gøre kommende vacciner virkningsløse, fordi mutationen ligger i de dele af virus, som vaccinen forsøger at ramme.

Derfor er det oplagt at slå alle mink ihjel nu, mener Christian Wejse.

Han afviser samtidig, at minkfarme uden coronasmitte kan slippe for at slå deres dyr ihjel.

- Vi har mange smittede mennesker i samfundet, og det er meget sandsynligt, at minkfarme uden smitte også bliver ramt. Så får vi en ny cyklus, der kører rundt i minkene, og tilbage til mennesker. Det er hele den accelerator af virusmutationer, som det er vigtigt, at vi prøver at dæmme op for, siger han.

I Varde forsøger Mads Sørensen at tage bestik af situationen, der hele tiden udvikler sig.

I første omgang vil han nu forsøge at holde 10.000 minktæver i live så længe som muligt.

- Og så anerkender jeg, at der de kommende dage kan opstå en politisk situation, hvor det alligevel ender med, at jeg skal aflive det hele. Men jeg gemmer de bedste dyr til sidst, siger han.

I folketingssalen fremlægges lovforslaget om aflivning af mink i områder uden smitte i dag, mens der er spørgetime med statsminister Mette Frederiksen (S), hvor det forventes at minkaflivningerne kommer til at fylde meget.

Senere i dag er der også samråd med sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

FacebookTwitter