Tara Jensen blev sent i går aftes kontaktet af nogle veninder, der spurgte til, hvorfor hun var blevet frataget titlen som Miss Danmark 2018.
- Jeg ser så, der er kommet et opslag ud på Miss Danmarks hjemmeside. Og en lang smøre om, at jeg har gjort det ene og andet forkert. Jeg var lidt i en choktilstand, da jeg så det, og mit hjerte bankede vildt hurtigt. Jeg har aldrig oplevet, at der er blevet skrevet en offentlig besked om mig på den måde, og hun (Miss Danmarks direktør Lisa Lents, red.) ikke har taget den med mig først, siger Tara Jensen.
Opslaget var lagt op umiddelbart inden premieren på en kritisk radiodokumentar på DR's P1 om Miss Danmark-konkurrencen og direktør Lisa Lents' opførsel.
Direktør Lisa Lents havde lagt et langt opslag ud på organisationens hjemmeside, hvor hun fortæller om sin beslutning.
- Eftersom Tara Jensen har opført sig fuldstændigt i strid med de vilkår, der gælder for Miss Danmark og Miss World, og dermed brudt såvel tillidsforhold som de forpligtelser hun i et sådant forløb skal overholde, har det desværre været nødvendigt at henvende sig til virksomhedens advokat og bede om at stævne Tara Jensen, med påstand om misligholdelse og groft krænkende handlinger imod konceptet samt misbrug af titel.
Nogle af beskyldningerne mod Tara Jensen er efterfølgende blevet fjernet.
Ekspert: Urimelig kontrakt
Det lange opslag kommer, efter at flere tidligere deltagere har udtalt sig til P1 dokumentar, som har lavet podcasten Skønhedskontrakten.
Heri fortæller de om et miljø præget af mobning, konstante krav og social overvågning.
- Hun talte meget nedladende til os. Hun lagde et hårdt pres på mig, og jeg kunne aldrig gøre det godt nok, siger Tara Jensen.
Direktør Lisa Lents oplyser til P1 Dokumentar, at hun vil stævne Tara Jensen med påstand om misligholdelse og groft krænkende handlinger imod konceptet.
Deltagerne skriver under på en kontrakt, hvor de bliver pålagt aldrig at sige noget negativt om Miss Danmark.
En kontrakt, som flere eksperter mener, ikke ville kunne holde i retten.
En af dem er Søren Sandfeld Jakobsen, professor i it- og medieret ved Aalborg Universitet:
- Jeg synes, den er grov. Den er så ensidig til fordel for Miss Danmark-organisationen, at det er noget, der efter min mening, hvis jeg sad som dommer, ville tilsidesætte hele aftalen som ugyldig.
- Det er sådan, når man har en professionel part, der laver en aftale med en anden part, der må formodes ikke at være professionel, ovenikøbet et ungt menneske, så lægger man vægt på, at den ikke er alt for ensidig og alt for uretfærdig for den ene part. Og det er den her jo, siger han til P1 Dokumentar.
Stod frem med kritik i DR dokumentar
Sammen med flere andre tidligere Miss Danmark-deltagere valgte Tara Jensen at tage bladet fra munden, og på trods af tavshedspligten og risiko for at skulle betale 15.000 kroner i bøde til Lisa Lents at fortælle om sine oplevelser.
Hun mener, at Lisa Lents nu bare vil skrive dårligt om hende, fordi hun har ytret sig offentligt med kritik af konkurrencen.
- Grunden til at jeg har valgt at gå til medierne, er ikke for at lave en personlig hetz mod nogen, det er for at advare andre piger og fortælle min side af det, for jeg synes sandheden skal frem, siger Tara Jensen.
Efter den første forskrækkelse tager Tara Jensen både den offentlige kritik af hende og sagsanlægget helt roligt.
- Når man ser på kommentarerne i opslaget, kan man se, jeg har fået så vanvittig meget støtte. Også folk jeg ikke kender, som godt kan se, det er usmageligt at skrive sådan.
Lisa Lents har efter de mange kommentarer redigeret i opslaget og fjernet de mest personlige påstande mod Tara Jensen.
Tara Jensens advokat, Stig Boe Krarup, siger til DR, at han er chokeret over, at Lisa Lents nu fratager Tara Jensen titlen som Miss Danmark 2018.
- Det er uberettiget og helt malplaceret at fratage en titel, fordi fordi hun ikke mener, min klient har opført sig ordentligt. Jeg kan ikke se det som andet end en infantil form for hævn, siger han.
Han tilføjer, at hans Klient Tara Jensen allerede i januar måned har rejst et erstatningskrav for tabt indtjening grundet Lisa Lents' manglende overholdelse af aftalen.
DR har forelagt Stig Boe Krarups kritik for Lisa Lents. Hun henviser til sin advokat, Jens Rye-Andersen, der svarer:
- Sagen skal for retten, og vi fører ikke sag i pressen. Det burde Tara Jensens advokat heller ikke gøre. Det er i strid med god advokatskik.
Svar fra Lisa Lents
Lisa Lents medvirker ikke i dokumentaren på P1, men i en mail til redaktionen, afviser hun kritikken af kontrakten.
Hun skriver, at der er tale om en erhvervskontrakt, der er fuldt ud balanceret mellem Miss Danmark på den ene side og finalisterne på den anden side.
Hun skriver desuden, at deltagerne får adgang til en masse goder som blandt andet styling, spraytan, professionelle billeder, middage og foredrag om sociale medier og Takt og Tone.
Lisa Lents skriver også, at deltagerne i Miss Danmark 2018 skrev personlige takkekort med rørende beskeder. Disse takkekort demonstrerer ganske fint en nær og kærlig relation hun har med deltagerne, skriver hun.
DR har endnu engang tilbudt Lisa Lents at komme til orde i et interview, men hun har indtil videre ikke ønsket at stille op.
Artiklen er opdateret med kommentar fra Tara Jensens advokat og Lisa Lents' advokat.