Mistænkes for sjusk med brystkræftundersøgelser: Nu må overlæge ikke arbejde

Overlægen må ikke tage nyt job som læge, mens hans arbejde på Regionshospitalet i Viborg granskes.

3.220 patienter er blevet genindkaldt til undersøgelse for brystkræft på grund af mistanken om, at overlægen har sjusket. (Foto: © Morten Stricker, Scanpix)

Overlægen, der mistænkes for at have sjusket med brystkræftundersøgelser på Regionshospitalet i Viborg, er nu blevet suspenderet.

Han er allerede fritstillet fra sit arbejde, men med suspenderingen må han heller ikke tage job som læge andre steder, siger kontorchef Charlotte Hjorth fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Suspenderingen er trådt i kraft i dag. Han har haft lejlighed til at udtale sig, før høringsfristen udløb fredag, siger hun.

Skal slå op i register inden ansættelse

Oplysningen om suspenderingen er sendt til blandt andet regioner og internationale registre.

Samtidig vil det fremgå af det såkaldte autorisationsregister, at overlægens autorisation er suspenderet.

- Alle hospitaler og regioner er blevet oplyst om, at de skal slå op i registret, inden de ansætter, siger Charlotte Hjorth.

Hvis mistanken mod lægen viser sig at holde stik, så kan han potentielt miste sin lægeautorisation helt. Mistanken skal dog først efterforskes til bunds af en sagkyndig.

Sagen undersøges

3.220 patienter er blevet genindkaldt til undersøgelse for brystkræft, mens det bliver undersøgt, om overlægen har begået fejl med de kliniske mammografier, han har udført på patienterne.

De seneste fem år har brystkræftpatienter syv gange fået erstatning eller medhold i klagesager vedrørende overlægen, fordi deres kræft ikke var blevet opdaget.

Og inden da har Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn også udtalt kritik af overlægens arbejde.

Da der opstod en mistanke om, at overlægen ikke udførte sit arbejde ordentligt, gennemgik en af hans kolleger journaler fra overlægens 36 brystkræftundersøgelser i den pågældende uge.

I 16 tilfælde lader det til, at lægen ikke har gennemført alle de påkrævede trin i undersøgelsen.