Mistænkt børnelokker er løsladt - fængsling var en fejl

I tirsdags blev en mand varetægtsfængslet for at lokke børn med slik, men det var en fejl.

Østre Landsret har løsladt den mand, der i tirsdags blev varetægtsfængslet mistænkt for at forsøge at lokke flere børn på Sjælland. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

En mand, der i tirsdags blev varetægtsfængslet mistænkt for at have forsøgt at lokke børn med Pokémon-kort og slik, er blevet løsladt.

Han blev fængslet til 16. februar ved Retten i Roskilde, men det var en fejl, mener Østre Landsret, der har sat manden på fri fod igen.

Det bekræfter Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, og han understreger, at manden fortsat er sigtet i sagen.

Politiet har den seneste tid modtaget en række anmeldelser om en mulig børnelokker. Tirsdag formiddag blev den pågældende mand anholdt som mistænkt i sagen.

Grundlovsforhøret tirsdag blev holdt for lukkede døre, og derfor holdes mandens forklaring hemmelig. Manden kærede fængslingen til landsretten, som altså er nået frem til en anden afgørelse end byretten.

Foruden forsøg på blufærdighedskrænkelse er manden blevet sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Manden ejer en hvid varevogn, som går igen i de mange anmeldelser fra Sjælland. Børnene er blandt andet blevet tilbudt slik og Pokémon-kort. Nogle er også blevet tilbudt et lift.

De anmeldte episoder i sagen om den mulige børnelokker er foregået i Lille Skensved, Viby Sjælland, Jyllinge, Hvalsø og Kirke Hyllinge.

/ritzau/