Mistænkt for Café Louise-drab bag tremmer efter to års flugt

Efter to år på flugt har den mand, som politiet mistænker for at skyde og dræbe en 27-årig mand på Café Louise i 2006, meldt sig selv, oplyser politiet.

Drabet skete på Café Louise på Nørrebro i København.

En 27-årig mand er blevet varetægtsfængslet i 27 dage for et drab i november 2006.

Efter to år på flugt meldte manden, som politiet mistænker for at skyde og dræbe en 27-årig mand på Café Louise på Nørrebro i København, sig selv.

Den 27-årige jordanske mand blev dræbt med skud i hovedet, mens tre andre blev såret under skyderiet på Café Louise ved syvtiden 5. november 2006.

Politiet sigter manden, der nu selv er fyldt 27 år, for at stå bag drabet.

Tilfældigt offer

Ifølge politiet troppede den dengang 25-årige mand med pakistanske rødder op på det tætpakkede værtshus og skød vildt omkring sig. Tilsyneladende ved en tilfældighed blev jordaneren ramt i hovedet, og yderligere tre personer blev såret.

- Han mødte op med sin advokat, som han har haft kontakt med et stykke tid. Vi ved, at han har opholdt sig i udlandet i den mellemliggende tid, men helt præcist hvor ved vi ikke, siger drabschef i København, Ove Dahl.

Sag mod 18-årig droppet

Manden blev ud fra optagelser fra overvågningskameraer hurtigt efterlyst sammen med en dengang 18-årig mand. Den 18-årige meldte sig selv til politiet få dage senere, men efter omkring fire måneders varetægtsfængsel blev han løsladt, og sagen mod ham blev droppet.

Siden har den 27-årige mand været efterlyst, sigtet for drabet alene.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk