Mistænkt cpr-hacker skal nu udleveres fra Sverige

Svensk storhacker, som er mistænkt for at hacke sig ind i dansk politis registre, skal nu udleveres.

Svartholm er mistænkt for at have trængt ind i politiets kørekortregister og på den måde fået adgang til millioner af danskeres cpr-numre. (© Colourbox)

Den svenske superhacker Gottfrid Svartholm Warg får på onsdag følgeskab af danske betjente, der vil ledsage ham fra et svensk fængsel til Danmark, hvor han er mistænkt i en stor hackersag mod politiets registre.

Den 36-årige hacker bliver derfor udleveret til Danmark, trods en appel til den svenske regering om at blive på svensk jord, oplyser Dorit Borgaard, advokaturchef i personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi.

- Han bliver udleveret 27. november og fremstillet i et grundlovsforhør i dommervagten på Frederiksberg 28. november, hvor vi vil begære dørene lukket, siger Dorit Borgaard til Ritzau.

Mistanke: Trængte ind i politiets registre

Svartholm er en af de to mænd, som i Danmark er mistænkt for at have trængt ind i blandt andet politiets kørekortregister og på den måde fået adgang til millioner af danskeres cpr-numre.

I forbindelse med efterforskningen har Københavns Politi bedt om at få Svartholm Warg, som i øvrigt er medstifter af den omdiskuterede fildelingstjeneste Pirate Bay, udleveret til Danmark, og Nacka Tingsrätt i Stockholm har tidligere bestemt, at Svartholm Warg skal udleveres.

Idømt tre års fængsel

Gottfrid Svartholm Warg er tidligere idømt et års fængsel i en ankesag om indtrængning i edb-systemer - kaldet hacking - i Sverige. Den dømte hacker forsøger fortsat at få ankesagen taget op i den svenske højesteret.

Sagen i Sverige drejer sig blandt andet om indtrængning i edb-systemerne hos banken Nordea og it-virksomheden Logica, hvor Svartholm Warg i byretten er idømt to års fængsel for bedrageri og forsøg på bedrageri.

I Svea Hovrett, der svarer til den danske landsret, er Svartholm Warg kun dømt for indtrængning i Logica, og han fik derfor kun et års fængsel.

Tip fra Sverige

I hackersagen i Danmark er en 20-årig mand tidligere blevet varetægtsfængslet af Retten på Frederiksberg.

Den svenske sag og den danske sag er umiddelbart forskellige. Men det var et tip fra de svenske myndigheder, som i sin tid fik politiet i Danmark til at indlede en efterforskning.

Her viste det sig, at edb-systemerne hos den offentlige it-leverandør CSC ikke var tilstrækkeligt sikret til at holde uvedkommende ude.

/ritzau/

Facebook
Twitter