Mistænkt for terror: PET anholder to dansk-somaliske brødre

PET har mandag aften som led i en terror-efterforskning anholdt to dansk-somaliske brødre på henholdsvis 18 og 23 år

Den ene blev anholdt på sin bopæl i Århus, mens den anden blev anholdt, da han ankom med fly til Københavns Lufthavn. . (Foto: Claus Bech © Scanpix)

PET har mandag aften som led i en terror-efterforskning anholdt to dansk-somaliske brødre på henholdsvis 18 og 23 år.

Den ene blev anholdt på sin bopæl i Århus, mens den anden blev anholdt, da han ankom med fly til Københavns Lufthavn. Der er i forbindelse med anholdelserne gennemført ransagninger på to adresser i Århus.

Mistænkt for at forberede terrorhandling

De anholdte mistænkes for at være i færd med at forberede en terror-handling, blandt andet gennem samtaler om metoder, mål og anvendelse af våbentyper, og den ene af de anholdte mistænkes ligeledes for at have ladet sig træne, instruere eller oplære i en al-shabaab træningslejr i Somalia med henblik på at begå terror-handlinger. De anholdte sigtes i den forbindelse for henholdsvis forsøg på overtrædelse af straffelovens § 114 og overtrædelse af straffelovens § 114 d, stk. 3. Sidstnævnte bestemmelse, der blev indsat i straffeloven i 2006, har ikke tidligere været brugt.

De anholdte, der begge er danske statsborgere af somalisk oprindelse, har opholdt sig 16 år i Danmark med bopæl Aarhus-området.

Grundlovsforhør i dag

Den fortsatte efterforskning af sagen vil blive gennemført i samarbejde mellem PET og Østjyllands Politi, og de anholdte forventes at blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Århus tirsdag den 29. maj 2012 med henblik på varetægtsfængsling.

Det er PET's opfattelse, at man ved anholdelserne har afværget en konkret terror-handling, og anholdelserne fører derfor ikke til en ændret vurdering af terror-truslen i Danmark, som dog fortsat må anses for alvorlig. Der henvises i den forbindelse til den senest offentliggjorte vurdering af terror-truslen, som er tilgængelige på PET's hjemmeside www.pet.dk.

Ved du noget? Så kontakt os på

1212@dr.dk

Facebook
Twitter