Mistænkt tuneser bliver ikke sendt hjem

En af de to tunesere, som PET har mistænkt for at ville planlægge at dræbe Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, får nu lov at blive i Danmark på tålt ophold.

De to tunesere var truet af udvisning på grund af mistanke om at ville myrde tegneren Kurt Westergaard.

En af de to tunesere, som PET har mistænkt for at ville planlægge at dræbe Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, får nu lov at blive i Danmark.

Flygtningenævnet vil ikke udvise ham til hjemlandet og har i stedet givet ham tålt ophold, skriver politiken.dk.

Manden blev sammen med en anden tuneser anholdt i februar. Myndighederne besluttede at udvise ham til hjemlandet på grund af sagen, men nu har Flygtningenævnet vurderet, at det er for farligt at effektuere afgørelsen.

Tålt ophold

Afgørelsen om tålt ophold betyder, at han ikke har samme rettigheder som andre mennesker. For eksempel kan han ikke have et arbejde, og han skal med jævne mellemrum melde sig til politiet i Sandholmlejren.

Den anden tuneser i sagen forlod frivilligt for nogle uger siden Danmark.

Tilfreds med afgørelse

I Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT, er man tilfreds med Flygtningenævnets afgørelse.

- Den betyder, at Danmark undgår at komme på kant med FNs konvention mod tortur, som netop forbyder udvisning til lande, hvor der er risiko for tortur. På den måde er det en vigtig beslutning, siger koordinator i RCT, Tuer Magnussen.

Facebook
Twitter