Mistænkte smuglere fængslet i storstilet narko-sag

17 mænd og en kvinde var torsdag fremstillet i grundlovsforhør i stor sag om smugling af 1.650 kilo hård narko.

Politiet mistænker flere personer for at have smuglet omkring 1.650 kilo kokain og heroin ind i Danmark i hemmelige rum i biler. (Arkivfoto) (Foto: Henning Bagger /Scanpix © Ritzau Scanpix)

Ved brug af specialbyggede hemmelige rum i svensk indregistrerede biler smuglede flere personer omkring 1.650 kilo kokain og heroin til Danmark.

Sådan lyder det i hvert fald i sigtelserne mod 14 af de 18 personer, der torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret i en sag om narkosmugling, der trækker tråde til flere andre europæiske lande – heriblandt Albanien.

17 af de sigtede er blevet varetægtsfængslet indtil 10. juli, da der er begrundet mistanke om, at de er en del af et større, organiseret netværk, oplyser anklager Annika Jensen. De nægter sig alle skyldige.

Afgørelsen fandt først sted sent torsdag aften, hvorfor der er taget forbehold for mulige anker.

Den løsladte er en ældre mand.

Sagen, som af politiet er blevet døbt "Operation Goldfinger", er ikke af den mindre slags. Det vidnede fremmødet i retssal 60 i Københavns Byret om.

Salen var næsten fyldt til bristepunktet af både uniformerede og civile betjente, forsvarere, anklagere, tolke, de fremstillede personer og pressefolk.

17 mænd og en kvinde i alderen 20 til 65 år er nogle af de 31 personer, som politiet anholdt under en stor aktion på Sjælland onsdag.

Albansk baggrund

Politiet mener at have optrevlet et netværk, som består især af mænd med albansk baggrund. De mistænkes for smugleri af både kokain, heroin og våben.

En stor del af de fremstillede mænd er udlændinge og taler ikke dansk. Flere tolke mødte derfor op i retssalen for at oversætte.

Politiet har på baggrund af efterforskningen valgt at rejse sigtelse mod 14 personer for i mindst 55 tilfælde i perioden marts 2018 og frem til 26. juni i år at have deltaget i indsmuglingen af mindst 15 kilo kokain og heroin.

De indsmuglede mængder skal være blevet overdraget til på nuværende tidspunkt uidentificerede kunder.

Derudover er fem personer sigtet for medvirken til indsmugling, overdragelse og salg af i alt 1.650 kilo af de to euforiserende stoffer.

De mistænkes for at have stået for pengeoverførsler i forbindelse med køb og salg af narko samt for at skjule, hvorfra pengene kom.

Ifølge sigtelsen skal det hele være sket som led i et organiseret netværk.

Og mere kom der ikke frem, før dommeren efter anmodning fra anklagemyndigheden valgte at lukke dørene af hensyn til den videre efterforskning.

To af de sigtede var ikke til stede ved torsdagens grundlovsforhør. Den ene er anholdt i et andet land.

Anholdelserne er sket i et samarbejde mellem Særlig Efterforskning Øst (SEØ), politikredsene på Sjælland, myndighederne i Sverige, Holland, Belgien, Slovenien, Albanien og Tyskland og Europol.

Den danske efterforskning har stået på siden oktober sidste år.

/ritzau/

Facebook
Twitter