Mistede alt i konkurs: 'Jeg vil bryde tabuet'

Ægtemanden blev syg, og familien mistede alt. Nu fortæller landmandskone om den konkurs, der kostede familien deres livsdrøm

Jacqueline Van Roekel og hendes mand mistede alt, da de gik konkurs med deres landbrug. Nu har hun skrevet en bog om den tabubelagte periode. (© Privatfoto)

Livsdrømmen forvandlede sig til et opslidende mareridt, da Jacqueline Van Roekel og hendes mand i 2001 flyttede til Danmark fra Holland for at starte et familielandbrug i vestjyske Sevel.

I 2013 måtte de gå konkurs med deres landbrug. I dag sidder de i gæld til op over skorstenen og har nu lejet sig ind i det hus, som de før konkursen selv ejede.

- Vi flyttede til Danmark for at være landmænd. Det er lidt svært, at det er gået på denne måde, siger Jacqueline Van Roekel.

- Da vi gik konkurs, var vi først meget flove. Når man går konkurs, har man enten gjort noget forkert, eller man har brugt for mange penge, siger hun.

Manden alvorligt syg

Det var dyrt banklån, der endte med at koste familien deres landbrug.

- Vi var bundet til banken. Vi havde løbende overskud i regnskabet, men banken blev ved med at presse og true os. Vi blev hele tiden kaldt til møder i banken og skældt ud. Vi har aldrig haft underskud, men den eneste måde, vi kunne komme ud af lånet på, var at melde os konkurs.

Det skete den 20. marts 2013. Konkursen var kulminationen på et opslidende forløb, hvor manden flere gange blev alvorligt og stress-relateret syg.

'Man står alene'

Det kom bag på parret, hvor brutalt det er at gå konkurs. Alt blev taget fra dem. Posten blev spærret, så de ikke kunne få at vide, hvad der foregik. Uden at de blev informeret, blev renten på lånet sat i vejret, så familiens gæld steg yderligere. Manden fik tilkendt sygedagpenge, men pengene blev sat ind på en konto, der indgik i konkursen, så familien så dem aldrig.

- Vi blev meget påvirkede af det. Min mand blev syg flere gange. Det er svært, når man står helt alene og selv skal finde ud af, hvordan man kommer videre. Det er hårdt.

Under konkursbehandlingen blev familiens gård opkøbt af naboen. Købsprisen var højere end den gæld, familien oprindeligt havde haft i banken, men under konkursen var gælden vokset så meget, at den ikke blev dækket af salget af gården.

- Ja, i dag har vi en stor gæld. Vi har bedt om gældssanering, men har ikke fået det.

Vil angribe konkurs-tabuet

Efter konkursen har Jacqueline Van Roekel nu skrevet en bog om konkursen og familiens oplevelser. Bogen, der hedder 'Bristet boble', er udkommet i Holland og er nu blevet oversat til dansk og på vej ud i boghandlerne.

- Jeg vil angribe det tabu, det er at gå konkurs. Vi har fået masser af henvendelser fra mennesker, der har været igennem det samme, og vi har talt med naboer og venner, der godt forstod, hvad vi gjorde, og hvorfor vi gjorde det, siger Jacqueline Van Roekel.

- Det hjælper også: At bygge det om til noget positivt og at bruge vores erfaring til at hjælpe andre.

DR sætter den kommende tid fokus på konkurser. På mandag klokken 20.45 vises dokumentaren 'Advokaternes tag-selv-bord' på DR1. Her på dr.dk kan du læse meget mere om kortlægningen af de seneste ti års konkurser, og du kan fortælle om dine personlige oplevelser med at gå konkurs her

Facebook
Twitter