Modstandsfolk sigtes for terrorstøtte

Endnu en forening sigtes for at støtte PFLP og Farc, der begge står på EU'S terrorliste. Denne gang er det en forening, der ærer mindet om tidligere kz-fanger.

Horserød-Stutthof Foreningen har tidligere givet penge til den venstreorienterede oprørsgruppe FARC i Colombia. (© DR)

Formanden for Horserød-Stutthof Foreningen, Anton Nielsen, er blevet præsenteret for en sigtelse for overtrædelse af terrorloven. Foreningen er sigtet for at have indsamlet og overdraget 17.690 kroner til palæstinensiske PFLP og colombianske Farc, skriver politiken.dk.

Begge organisationer optræder på USA's, EU's og den danske liste over terrororganisationer.

Horserød-Stutthof Foreningen blev oprettet i 1945 for at ære mindet og oplyse om de 150 danske kommunister, der under 2. verdenskrigs havnede i kz-lejren Stutthof i Polen.

Indsamling indledt i 2005

Foreningen har blandt andet også som formål at forhindre, at "de imperialistiske kræfter" ikke "udvikler sig i fascistisk retning med oprustning og fare for en ny krig", som foreningen skriver på sin hjemmeside.

Foreningens indsamling af penge til Farc og PFLP blev ifølge Anton Nielsen indledt omkring 2005. Han mener, at PFLP og Farc er "frihedsorganisationer"og ikke terrororganisationer.

Hver gang Horserød-Stutthof Foreningen har indsamlet penge til PFLP og Farc, er justitsministeriet ifølge Anton Nielsen blevet orienteret skriftligt. Det er sket som et led i foreningens forsøg på at sætte terrorloven under pres, skriver politiken.dk.

To tidligere domme

Det er ikke første gang, at en dansk forening sigtes efter terrorloven.

I sidste måned blev stifteren af foreningen Oprør, Patrick Mac Manus, idømt et halvt års betinget fængsel for at opfordre til at støtte og sende penge til Farc og PFLP.

Og i 2006 blev seks danske medlemmer af Fighters+Lovers kendt skyldige i terrorstøtte, fordi penge fra salg af t-shirts skulle doneres til Farc og PFLP.

Facebook
Twitter