Modstandsfolkene er fortællingen om kampen mellem det gode og det onde

Vi er fascineret af modstandskampen, fordi det stiller mange moralske spørgsmål til os selv. Men det er også en politisk kampplads i dag, siger historiker.

"Flammen & Citronen" fra 2008 med Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt i hovedrollerne blev en stor biografsucces med 673.764 solgte billetter. (Foto: JEPPE MICHAEL JENSEN © Scanpix)

Jørgen Kieler var den sidste fremtrædende modstandsmand, og med hans død i weekenden har modstandsbevægelsen mistet sit talerør.

Det siger Claus Bundgård Christensen, lektor i historie fra Roskilde Universitet.

Historier om modstandsbevægelsen tiltrækker meget opmærksomhed, uanset om det er en ny film i biografen, eller om det er en stor modstandsmands død, fortæller historikeren, der har speciale i Anden Verdenskrig og den historiske erindring.

- Vi er fascineret af det gode kamps mod det onde. Vi kan godt lide at se fortællinger om dem, der turde gå imod strømmen og satte livet på spil, siger Claus Bundgård Christensen.

Modstandskampen er den klassiske fortælling om det gode mod det onde, men det er også en kamp, som stadig kan bruges i dag, siger historikeren.

- Det stiller mange moralske spørgsmål til en selv. Hvad ville du selv have gjort?

Historien forandrer sig

Selvom der er blevet fortalt mange historier om modstandsbevægelsen, stopper de ikke foreløbig. Historierne og synet på modstandsfolkene har nemlig ændret sig løbende lige siden Anden Verdenskrig.

- I sommeren 1945 var der ikke nogen, der stillede kritiske spørgsmål. Der havde man travlt med at indfavne modstandsfolkene i Danmarks samlede kamp og fortælling. Politikerne var skjoldet og modstandsfolkene sværdet. Det var regeringen, der skærmede den danske befolkning fra overgreb som et skjold – igennem samarbejdspolitikken – og modstandsfolkene bekæmpede tyskerne. De var altså sværdet, siger Claus Bundgård Christensen.

Men i 1971 skete der et markant skifte i synet på modstandskampen, da historiker Aage Trommer i sin doktorafhandling satte spørgsmålstegn ved, hvor stor effekt modstandsbevægelsens sabotage af togskinnerne egentlig havde haft for tyskernes besættelse af Danmark.

Aage Trommers forsvar er blevet beskrevet af tilhørerne som en af de mest bevægende og ophidsede forsvar af en doktorgrad nogensinde, fordi modstandsfolkene gjorde indsigelser.

- Det startede en ny bevægelse, hvor der blev stillet kritiske spørgsmål til modstandskampen. Pionererne var jo kommunisterne fra DKP, og det var ikke demokratiet, de kæmpede for. Og så var der de mange likvideringer. De likviderede faktisk ret mange sammenlignet med andre steder i Europa, hvor der var modstandskamp. siger Claus Bundgård Christensen fra Roskilde Universitet.

Politisk kampplads i dag

Synet på modstandsbevægelsen er blevet mere nuanceret i dag, men fortællingerne bliver stadig oftere brugt i en bestemt politisk dagsorden. Den samme fortælling kan bruges om vidt forskellige holdninger til for eksempel flygtninge.

- Besættelsen er i den grad en politisk kampplads i dag. Vi bruger den til vores egen politiske dagsorden. Det kan man for eksempel se ved folk, der er skeptiske over for indvandrere og flygtninge. De sammenligner sig selv med moderne modstandsfolk, siger historikeren.

Men den præcis samme historiske reference bliver også brugt af de folk, som mener noget helt andet.

- På den anden side er der dem, der hjælper flygtninge til Sverige. De ser også sig selv som moderne modstandsfolk, siger Claus Bundgård Christensen.

Ingen tilbage til at modsige påstande

Modstandsbevægelsen er altså en stærk reference at trække på, når man vil legitimere politiske holdninger i dag.

Men i fremtiden skal vi være opmærksomme på, at påstandene om besættelsen kan blive mere tvivlsomme, når der ikke er nogen modstandsfolk tilbage til at modsige dem.

- Der lever stadig ret mange modstandsfolk, men Jørgen Kieler var den sidste fremtrædende, der også tog bladet for munden en gang i mellem. Det betyder, at de ikke længere har noget talerør, siger historikeren og fortsætter:

- Og i takt med at det her bliver mere og mere historiseret, så kan man se, at nogle af påstandene om besættelsen bliver vildere og vildere. Man kan bruge besættelsen mere frit til sin egen politiske dagsorden, fordi man ikke har nogen modstandsfolk til at sige fra. Det vil vi se meget mere af, forudser historiker Claus Bundgård Christensen fra Roskilde Universitet.

Facebook
Twitter