Mødre skal tale om bandeopgør

Unge fængslede efter bandeskyderier i København tør ikke se deres mødre i øjnene. Nu samles kvinderne.

Da hendes bedste ven blev skudt her i Valby i april tog Amani Abdullah initiativ til en demonstration mod vold. Hun er klar med et nyt projekt. (© DR)

Kvinder, hvis sønner eller bekendte er indblandet i bandeopgør i København, får nu chancen for at mødes om problemerne.

- Vi vil samle så mange som muligt, siger Amani Abdullah, der bor i Mjølnerparken.

Demonstration med 300 kvinder

I april tog hun initiativ til en demonstration med 300 kvinder mod volden, da hendes bedste ven var blevet skudt i Folehaven.

Nu ønsker hun, at der skal ske mere. Og hun er også med på et seminar om bandekriminalitet på Grundtvigs Højskole i Hillerød i den kommende uge.

- Indtil videre er vi omkring 10 kvinder. Nogle af dem er mødre til drenge, der er blevet dræbt, fortæller Amani Abdullah.

- Jeg tror, det kan hjælpe at få talt sammen, siger hun.

- Nogle unge fyre, der sidder fængslet, kan ikke klare at få besøg af deres mødre. De kan ikke se dem i øjnene. Måske kan nogle andre møde dem i stedet for, siger hun.

To møder om måneden

Foreløbigt er det planen at holde møder to gange om måneden. Forholdet til politiet kan være et af de emner, der skal diskuteres, når "Mødre mod volden i København" samles.

Andre gange vil de holde offentlige møder. Nogle gange vil det være på dansk, andre gange vil sproget være arabisk.

Mange voksne i Mjølnerparken og andre steder er bekymrede over de unge drenge, som risikerer at blive suget ind i bandelivet.

- Det, der foregår, er ren hjernevask. Jeg har set 12-årige rende rundt med pistoler, siger Amina Abdullah, som selv har en lillebror på 11 år.

Kortere snor, mindre fritid

- Vi må diskutere, hvad vi skal gøre. Måske skal mødrene give deres drenge kortere snor, så de ikke har så meget fritid, siger Abdullah.

For hende er det vigtigt, at også kvinder fra Blågårds Plads og andre områder kommer med i foreningen. De er dybt frustrerede og kan få styrke af fællesskabet.

På bandeseminaret i Hillerød kan Amina Abdullah måske få inspiration fra nogle britiske kvinder. De kommer for at fortælle om et lignende netværk i Manchester.

Eksperter på banen

120 politifolk, tidligere kriminelle, socialrådgivere, forskere og andre deltager også på seminaret, som holdes for tredje gang.

- Det er interessant, at frivillige og lokale aktører kan mødes med professionelle på seminaret. De kan inspirere hinanden, siger projektleder Søren Lerche fra højskolen.

I år har tre unge mænd mistet livet i bandeopgør i København.

10. marts blev Mahad Abdulqadir Abdi dræbt i Husum. 13. marts døde Zoubir Aoussar på Blågårds Plads. Og 3. april blev Amer El-Chami skudt ned i Folehaven. Alle blev 19 år.

Facebook
Twitter