Møns turistforening meldte protestskilte til kommunen: 'Vi har en bekymring, i forhold til hvordan turisterne opfatter plakaterne'

Turismeforsker har det "lidt svært" med argumentet om, at skiltene kan skræmme turister væk.

Flere borgere på Møn har fået brev fra kommunen, hvor der står, at et skilt som dette skal pilles ned. Sker det ikke, vil kommunen gøre det på borgerens regning. (© (Privat foto))

Kan et skilt med teksten 'Turister? Ja tak. Feriefabrikker? Nej tak,' få turister til at blive væk?

Svaret på det er man ikke helt enige om på Møn, hvor en række borgere i den seneste tid har haft protestskilte stående i haven med netop ovenstående ordlyd, fordi de er utilfredse med Vordingborg Kommunes planer om at anlægge en feriepark på Møn.

I sidste uge kom det frem, at den slags skiltning er ulovlig, fordi man ifølge naturbeskyttelseslovens paragraf 21 ikke må opsætte skilte i åbent land på den måde, og derfor har kommunen bedt borgerne fjerne dem fra haverne.

En aktindsigt i kommunen viser, at Møn-Sydsjælland Turistforening har spillet en rolle i Vordingborg Kommunes påbud.

Tilbage i januar rettede turistforeningen nemlig henvendelse til kommunen om protestskiltene, fordi man var bekymret for, at de kunne skræmme turister væk.

Det bekræfter Simon Zachodnik, der er næstformand i Møn - Sydsjælland Turistforening.

- Vi har en bekymring, i forhold til hvordan turisterne opfatter plakaterne, og derfor har vi rettet henvendelse til kommunen. Hvad kommunen vælger at gøre, vil vi lade være op til dem.

- Vi har ikke klaget over skiltene, men blot ytret en bekymring om plakaterne.

Det er 'en glad sol, der siger ja tak til turister'

Ifølge Simon Zachodnik har mange gæster været forvirrede over, hvad skiltene betyder, og om det er et nej til turister, der lægges op til.

- Personligt synes jeg, at vi skal gøre alt for, at vores gæster føler sig velkomne, og det synes jeg ikke umiddelbart, at skiltene bidrager positivt til.

En af de mønboer, der har flere skilte stående på sin grund, er Benjamin Berner. Han er indehaver af Møn Is og selv med i byens handelsstandsforening, der sammen med turistforeningen udgør udviklingshuset House of Møn, hvor målet er at fremme turisme og handel på øen.

Og han forstår altså ikke turistforeningens argument med, at det kan skræmme turister væk.

- Det kan jeg ikke nikke genkendende til. Vi har nogle skilte med en glad sol, der siger ja tak til turister, siger Benjamin Berner.

Tidligere har professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage forklaret, at skiltning i det åbne land kan være lovligt i forbindelse med forskellige former for valg. Herunder kommunalvalg.

Ekspert: Skiltet skræmmer ikke turister væk

Men kan et skilt i vejkanten med skriften 'Turister? Ja tak. Feriefabrikker? Nej tak,' skræmme turister væk? Det har vi spurgt Jane Widtfeldt Meged om. Hun er turismeforsker på Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet.

- Jeg har det lidt svært med argumentet om, at det skulle skræmme turister væk, fordi der netop står 'turister ja tak'.

Desuden kan turister godt lide at finde frem til de destinationer, hvor der ikke er "for mange af deres egen slags i forvejen".

- Det med at finde steder, der ikke er turistet, og steder, som kan opfattes autentisk og lokalt, det er plusord for turisterne. Så at det skulle skræmme dem væk, tror jeg ikke, vurderer Jane Widtfeldt Meged.

Møn er langt fra det eneste sted, hvor man skal forsøge at balancere mellem turisme og lokalbefolkning.

- Helt generelt i Europa er der kommet en meget høj bevidsthed om, at man ikke vil acceptere en turismeudvikling, der ikke bliver styret. Og det er civile bevægelser, der går imod det, siger hun og nævner, at man særligt ser det i Sydeuropa, hvor lokale arbejder mod ukontrolleret turisme.

Når vi snakker om konflikten på Møn, er det ifølge turismeforskeren oplagt at nævne "bæredygtig turisme", hvor kernen er, at turisme skal udvikles i pagt med lokalområdet og de lokale.

- Turismen må ikke have en karakter, der giver varige negative ændringer for de lokales liv, siger hun.

Netop derfor er det vigtigt, at man sørger for at høre og inddrage - i det her tilfælde mønboerne.

- Dem, som bedriver og udvikler turisme, skal forstå, hvad det er for et produkt, de sælger.

- De sælger Møn og mønboerne. Og hvis man gør dem sure, man vil sælge, så har man en dårlig forretning.