Afsløring: Russiske spionskibe forbereder mulig sabotage mod havvindmøller, gasrør og strømkabler i Danmark og Norden

DR blev mødt af en maskeret mand med militærriffel på havet ud for Sjællands Odde, da et russisk flådeskib gjorde stop i Kattegat.

Fartøjet 'Admiral Vladimirsky' hører under Ruslands flåde og er officielt et havforskningsskib. (Foto: © Morten Krüger, DR)

Et russisk militærprogram er ifølge efterretningstjenester og eksperter netop nu i gang med at kortlægge havvindmølleparker, gasrørledninger og strøm- og internetkabler i farvandene omkring Danmark, Norge, Finland og Sverige.

Kortlægningen sker ved, at et stort antal militære og civile skibe sejler rundt i de nordiske farvande og afdækker, hvad der ligger på bunden af havet, og hvordan vores infrastruktur hænger sammen.

Målet er ifølge kilderne at planlægge sabotage mod de nordiske lande, herunder ved at kunne skære strøm- og datakabler over på tværs af Atlanten og til resten af Europa.

Det afslører den nye dokumentarserie ”Skyggekrigen”, som DR har lavet i samarbejde med tv-stationerne NRK i Norge, SVT i Sverige og Yle i Finland.

- I tilfælde af en konflikt mod Vesten er de parate og ved, hvor de skal sætte ind, hvis de ønsker at lamme det danske samfund, siger kontraspionagechef Anders Henriksen fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) i Danmark.

Militærprogrammet er centralt i Ruslands forberedelser på en storkonflikt med Vesten, siger kilderne.

- Det her er en strategisk kapacitet for Rusland, som anses for meget vigtig og kontrolleres direkte fra Moskva, siger Nils Andreas Stensønes, der er chef for Etterretningstjenesten i Norge.

Russisk flådefartøj afsløret med opsnappet radiokommunikation

I afdækningen af Ruslands operationer er DR, NRK, SVT og Yle kommet i besiddelse af opsnappet radiokommunikation fra den russiske flåde.

Kommunikationen afslører, at der sejler russiske ”spøgelsesskibe” i de nordiske farvande. Skibe, som har slukket for deres såkaldte AIS-sendere og dermed ikke deler deres placeringer.

Et eksempel er det russiske flådefartøj ’Admiral Vladimirsky’.

Officielt laver 'Admiral Vladimirsky' havforskning, men ifølge DR’s kilder bruges det også til efterretningsarbejde.

I november sidste år sejlede det 147,8 meter lange skib rundt i Kattegat uden at dele sin lokalitet med omverdenen. Men fartøjet sendte løbende radiomeldinger til en flådebase i Rusland, som indeholdt dets positioner.

På baggrund af den opsnappede radiokommunikation kunne DR i november derfor lokalisere det russiske flådeskib nord for Sjællands Odde.

En journalist og en fotograf fra DR sejlede ud og fandt det store fartøj i farvandet mellem Sjællands Odde og Grenaa.

Da DR nærmede sig i en hurtigsejlende gummibåd, trådte flere mænd med tildækkede ansigter frem på dækket, herunder en uniformeret mand iført skudsikker vest, der var bevæbnet med en russisk militærriffel.

Holdet fra DR blev også filmet af mandskabet på det russiske skib:

Lå stille ved flere havvindmølleparker

På baggrund af den opsnappede radiokommunikation kan DR, NRK, SVT og Yle afsløre, at ’Admiral Vladimirsky’ gennem en måned sejlede rundt i Østersøen, Storebælt, Kattegat og Nordsøen.

Skibets rute gik forbi både nuværende og kommende havvindmølleparker, hvor det opholdt sig i flere dage.

Efterretningskilder og eksperter vurderer, at målet med ’Admiral Vladirmirskys’ mission i vores farvande var at forberede sabotage, så Rusland har mulighed for at lamme blandt andet strømforsyningen i Nordvesteuropa.

- Det er dét, forskningsskibene gør – som led i forberedelsen af en storkrig med NATO, siger en central kilde i en vestlig efterretningstjeneste.

Mere specifikt har det russiske flådefartøj formentlig kortlagt strømkabler på havbunden ved havvindmølleparkerne, vurderer den uafhængige flådeanalytiker H.I. Sutton.

- Der vil være klynger af kabler, hvor én bombe kan slå hele vindmølleparken ud, siger H.I. Sutton, der har gennemgået ’Admiral Vladimirskys’ rute for de fire medier.

Vurderingen bakkes op af orlogskaptajn og militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen fra Københavns Universitet, som også har gennemgået flådefartøjets rute.

Han hæfter sig ved, at skibet systematisk har sejlet og gjort stop ved havvindmølleparker ud for en række lande.

- Skibet har været på en opgave for at kortlægge, hvad der er nyt derude – har der været ændringer, siden de sidst var der – og at finde ud af, hvordan de gør det bedst, hvis de skal ramme havvindmølleparkerne, vurderer han.

I efteråret blev et russisk flådeskib observeret ved havvindmølleparker og anden kritisk infrastruktur ud for Belgien og Holland. Ifølge medier var der formentlig tale om ’Admiral Vladimirsky’, hvilket en central efterretningskilde bekræfter over for DR.

I klippet herunder kommenterer chef for den hollandske efterretningstjeneste MIVD Jan Swillens hændelsen:

Stribevis af skibe med mistænkelige sejlmønstre

’Admiral Vladimirsky’ er langt fra det eneste russisk fartøj, som har haft mistænkelige sejlmønstre i de nordiske farvande.

DR, NRK, SVT og Yle har det seneste år kortlagt store mængder skibstrafikdata og fundet 50 russiske skibe, som gennem de seneste ti år har sejlet på mistænkelig vis, vurderer eksperter på baggrund af kortlægningen.

- De kan udføre konkrete missioner, hvor de for eksempel kan udlægge havminer og kortlægge rørledninger, kommunikationskabler samt andre relevante sabotagemål, siger Åse Gilje Østensen, der er ekspert i hybride trusler ved Forsvarsakademiet i Norge.

Nogle af skibene er dukket systematisk op ved fælles NATO-øvelser, andre har gentagne gange krydset to vigtige søkabler i Norge, før kablerne pludselig blev revet over, og andre igen har år efter år sejlet dybt ind i indlandsfjorde uden at lægge til havn.

De 50 skibe i mediernes kortlægning er blot et udsnit af de fartøjer, som Rusland kan sætte ind for at sabotere kabler med internet, strøm, gas og anden infrastruktur i Vesten, siger lektor ved Forsvarsakademiet i Norge Ståle Ulriksen.

- Vi snakker om flere hundrede, som potentielt kan bruges, siger han.

Fartøjer som 'Admiral Vladimirsky' sender ifølge DR's kilder oplysninger ind i et efterretningssystem, hvor de kan tilgås af blandt andet et russisk program til undervandskrigsførelse ved navn GUGI.

- GUGI er en militær organisation og et militært program i Rusland, som har til hensigt at kortlægge vestlig infrastruktur på havbunden, og de har overfladefartøjer, ubåde og undervandsfartøjer til at lave de operationer, siger den norske efterretningschef Nils Andreas Stensønes.

Alle typer fartøjer kan sættes ind

Rusland har desuden for nyligt opdateret sin såkaldte flådedoktrin, som udstikker strategien for landets maritime forsvar.

Ændringen betyder, at alle slags fartøjer kan blive krævet aktiveret og brugt til militære operationer.

Dermed kan alt fra civile forskningsfartøjer til fragtskibe og fisketrawlere nu blive brugt til russisk sabotage, vurderer Ståle Ulriksen.

- Der, hvor vi måske er mest sårbare, er minelægning. Det er ganske let at smide miner fra et civilt skib på strategiske steder. Så hvis du har en plan for, hvor du kan minere, og måske har et par hundrede skibe til rådighed, så skal du nok få dem ud, siger han.

Angreb på vores kritiske infrastruktur kan få store konsekvenser for blandt andet vores sundhedsvæsen, finanssektoren og vores kommunikation, vurderer ekspert i maritim infrastruktur Tobias Liebetrau fra Københavns Universitet.

- Hvis man ødelægger store dele af energi- eller kommunikationsinfrastrukturen på havbunden, så kan hele landsdele eller sektorer i samfundet pludselig have svært ved at opretholde deres drift, siger han.

Ambassadør: Forskningsskibe følger international lov

DR, SVT, NRK og Yle har forelagt oplysningerne om Ruslands kortlægning af vores infrastruktur for de russiske ambassader i Norden.

Det er kun Ruslands ambassadør i Norge, der har svaret.

- Forskningsfartøjernes arbejde er efterspurgt og udføres i fuldstændig overensstemmelse med international lov. Det arbejde koordineres gennem diplomatiske kanaler, udtaler ambassadør Teymuraz Ramishvili i en skriftlig kommentar.

Han ønsker ikke at stille op til interview.

Ruslands ambassade i København har ikke besvaret DR’s gentagne henvendelser.

DR har også kontaktet Forsvarsministeriet i Rusland og blandt andet spurgt, hvorfor besætningen på ’Admiral Vladimirsky’ var maskeret og bevæbnet.

Forsvarsministeriet har ikke besvaret DR’s henvendelse.

'Skyggekrigen' udkommer på DR, NRK, SVT og Yle onsdag den 19. april 2023 klokken 21:25, og første afsnit kan ses allerede nu på DRTV.

Skyggekrigen