Et svar fra Ahmed Samsam fik fredag hele salen i Østre Landsret til at bryde ud i latter.
Statens advokat Peter Biering ville vide, om det var rigtigt, at Ahmed Samsam havde tætte forbindelser til terrorgruppen Islamisk Stat ved at have delt en propagandavideo fra terrororganisationen, før den var blevet publiceret af IS selv.
- Jeg har sgu aldrig fået snigpremiere fra ISIS, svarede Ahmed Samsam tørt.
Peter Biering fra Kammeradvokaten repræsenterer PET og FE, som Ahmed Samam har stævnet for at få dem til at vedkende sig, at han har arbejdet for dem.
Spørgsmålet fra advokaten var ellers alvorligt nok, for i Spanien lægger terrordommen mod Ahmed Samsam nemlig vægt på, at han "må have varetaget direkte funktioner i terrorgruppens propagandapparat".
Samsam blev i den sag idømt otte års fængsel.
Kammeradvokaten fortalte, at efterforskningen var foretaget af sagkyndinge hos det spanske antiterrorkorps Guardia Civil.
Men nu viser DR's research gennem tre forskellige åbne internetkilder, at propagandavideoen lå offentligt tilgængelig på nettet, før Ahmed Samsam delte den.
Samtidig er en ekspert med fokus på Islamisk Stats medieplatforme ikke i tvivl om, at spanierne har begået fejl og dateret en video forkert.
Video lå offentligt på YouTube
I bund og grund handler det hele om, hvornår en propagandavideo fra Islamisk Stat er blevet publiceret på en af terrororganisationens nyhedsplatforme.
Ahmed Samsam har sendt videoen til sin storebror og nogle andre bekendte den 17. april 2017, selvom den ifølge dommen i Spanien slet ikke er blevet offentliggjort af Islamisk Stat på det tidspunkt.
Ifølge Guardia Civil er videoen først publiceret den 22. april 2017.
Dermed mener efterforskerne, at Ahmed Samsam "har uploadet videoen til webstedet", og det får den spanske dom til at konkludere, at Ahmed Samsam har haft "en priviligieret adgang" til IS-propaganda.
I efterforskningsmaterialet fremgår det, at Guardia Civil flere gange har brugt tjenesten Wayback Machine til at undersøge sider og links med propaganda, som efterfølgende er blevet slettet fra internettet.
Wayback Machine arkiverer sider på internettet ved at tage et såkaldt snapshot af dem. Men for mindre kendte internetsider bliver det ifølge Wayback Machine selv ikke gjort hver dag.
Der kan gå flere dage og måneder i mellem.
DR kan se, at siden med propagandavideoen er blevet arkiveret af Wayback Machine første gang den 22. april 2017.
Altså samme dato som den, efterforskerne i Spanien har registreret som udgivelsesdagen.
Men inde på selve den arkiverede side er det angivet, at videoen er udgivet og lagt op flere dage forinden. Nemlig den 16. april 2017.
Det er dagen før, at Ahmed Samsam sender propagandavideoen til sine bekendte.
DR har også fundet et YouTube-link med samme video, der også er lagt op 16. april 2017.
"Det er simpelthen ikke korrekt"
Aaron Zelin, der er ph.d. i War Studies fra King's College og arbejder med analyse hos Washington Institute for Near East Policy, mener, at der begået fejl i den spanske efterforskning.
Han har fulgt Islamisk Stats propaganda gennem en årrække og har i sit eget arkiv gemt så godt som alle videoer, der er blevet lagt op fra Islamisk Stats såkaldte mediebureauer.
Han husker også videoen fra 2017 og ved, at han lagde den på sin hjemmeside Jihadology den 16. april 2017.
Han har samtidig genfundet en e-mail fra netop den dato, hvor han skriver om videoen.
- Jeg kan også se flere IS-tilhængere, som dengang tweetede om den nye video 16. april og linker til den. Så der er den altså blevet spredt forskellige steder, siger Aron Zelin.
Han har sendt links til DR som dokumentation.
- Så det er forkert, hvad spanierne skriver. Det virker som om, de ikke engang har lavet almindelig åben research på nettet, for jeg har fundet alt det her på 20 minutter, siger han.
Aaron Zelin har tilsendt DR flere opslag på det sociale medie X, der tidligere hed Twitter, hvor brugere linker til propagandavideoen.
Her linker en af dem også til YouTube-linket, hvor videoen blev delt.
Videoen er nu slettet fra platformen, men på Wayback Machine er der en arkiveret udgave af selvsamme propagandavideo på en YouTube-video, der også er dateret den 16. april 2017.
Juraekspert: Det er noget galt i efterforskningen
Også Lene Wacher Lentz mener, at der er er "noget helt galt" med den spanske efterforskning af Ahmed Samsams deling af propagandavideoen.
Hun er lektor i strafferet ved Aalborg Universitet og forsker i politiefterforskninger om cybercrime. Hun har gennemgået DR's research af sagen.
- Valide tekniske beviser skal man jo kunne efterprøve og få det samme resultat frem igen. Og det tyder jo på, at der er noget helt galt, når man her har efterprøver det og får et andet resultat frem, end det de spanske myndigheder har fået ud af det.
Lene Wacher Lentz mener, at datoen for videoen skaber en "sneboldeffekt", der tilskriver Ahmed Samsam at have en særlig position hos IS ved en fejl.
- Hvis han har haft materialet, fordi det har været offentligt tilgængeligt, så har han jo ikke haft denne her "privilegerede adgang". Så har han jo ikke haft en særlig adgang i terrornetværket til at få adgang til sådan noget materiale før alle andre, siger Lene Wacher Lentz, der forsker i politiefterforskninger om cybercrime.
Ahmed Samsam har flere gange nægtet, at han har haft særlig adgang til IS-propaganda og har kaldt sig selv en 'middelmådig internetbruger'.
Han har dog erkendt at have fundet propaganda på nettet og sendt det videre i sit netværk.
DR har bedt det spanske antiterrorkorps, Guardia Civil, der har efterforsket sagen mod Ahmed Samsam, om en kommentar til DR's research.
Guardia Civil har ikke vendt tilbage på henvendelsen.
DR har spurgt, om Kammeradvokaten ønsker at kommentere de nye oplysninger. Her er man endnu ikke vendt retur.
Du kan høre, hvad den sagkyndige fra Guardia Civil konkluderede i retssagen fra 2018 her: