Mystiske lækager på rørledninger i vandet. Uforklarlige fejl på tyske togbaner. Intet internet på skotske øer.
De senere år har flere europæiske lande oplevet tilfælde af, hvad der kan være sabotage af kritisk infrastruktur.
I september sidste år skete der sprængninger af Nord Stream-rørledningerne i Østersøen. Statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt det bevidst sabotage.
Det er endnu ikke opklaret præcis, hvad der er sket, og hvem der står bag.
Den nye dokumentarserie ”Skyggekrigen”, som DR har produceret i samarbejde med journalister fra Sverige, Norge og Finland, viser, hvordan Rusland ifølge eksperter og efterretningskilder bruger flådefartøjer, ubåde og undervandsdroner samt civile forskningsfartøjer, fragtskibe og fisketrawlere som led i forberedelsen af sabotage mod kabler med internet, strøm, gas og anden infrastruktur.
Her kan du få et overblik over andre hændelser i Europa, hvor kritisk infrastruktur af ukendte gerningsmænd er blevet ramt, eller hvor infrastrukturen er blevet kortlagt.
Skotsk øgruppe mistede forbindelsen
Et undersøisk kommunikationskabel mellem Storbritannien og den skotske øgruppe Shetlandsøerne blev i oktober sidste år beskadiget, hvilket betød, at internet- og telefondækningen var delvist nede på øerne.
Skotlands daværende førsteminister, Nicola Sturgeon fra Skotlands Nationale Parti, sagde først, at der umiddelbart ikke var noget, der tydede på, at der var tale om en bevidst handling.
Senere lød det så fra den britiske udenrigsminister, James Cleverly, at det ikke kunne udelukkes, at Rusland stod bag hændelsen.
To ødelagte kabler i Norge
I april 2021 forsvandt 4,2 kilometer kabel sporløst fra havdybet udenfor øgruppen Vesterålen i nordlige del af Norge.
Havkablet sendte undervandsdata til forskere og informationer om skibstrafik til de norske miljømyndigheder og forsvaret, men pludselig var kablet væk.
Senere fandt man det afskårne kabel på havbunden omkring 11 kilometer væk. Man mistænkte, at der var tale om en bevidst handling.
En kortlægning af aktiviteten i området viste ifølge NRK, hvordan russiske trawlere sejlede i området, inden kablet blev skåret over.
Otte måneder senere befandt fem af de samme russiske skibe sig ved Svalbard, da endnu et kabel blev ødelagt. En af trawlere sejlede frem og tilbage over kablet over 140 gange på en måde, som eksperter vurderede intet havde at gøre med fiskeri, skrev NRK.
Norsk politi har siden henlagt begge sager.
Holland: Rusland vil sabotere kritisk infrastruktur i Nordsøen
På et pressemøde i februar sagde chefen for den hollandske pendant til Forsvarets Efterretningstjeneste, MIVD, at russiske skibe sejler i Nordsøen med et klart formål
- Rusland kortlægger, hvordan vores vindmølleparker i Nordsøen fungerer. Russerne er meget interesserede i, hvordan de kan sabotere energiinfrastruktur.
General Jan Swillens forklarede, hvordan de hollandske myndigheder i efteråret opdagede et russisk skib tæt på en hollandsk offshore-vindmøllepark.
- Vi har i de seneste måneder set, hvordan russiske aktører har forsøgt at få overblik over, hvordan energisystemet fungerer i Nordsøen. Det er første gang, vi har set det, sagde Jan Swillens.
Ifølge medier var der formentlig tale det russiske flådeskib ’Admiral Vladimirsky’, hvilket en central efterretningskilde bekræfter over for DR.
DR har i november også fundet skibet i Kattegat. Eksperter vurderer, at skibet også her var på en mission for at spionere mod blandt andet havvindmølleparker.
Dagen inden MIVD's pressemøde havde de hollandske efterretningstjenester offentliggjort en rapport, hvor Rusland beskyldes for at stå bag "sabotageaktiviteter" ved at kortlægge infrastrukturen under havoverfladen mod kritisk offshore-infrastruktur som internetkabler, gasledninger og vindmølleparker.
Den nordtyske togtrafik blev lammet
Den 8. oktober sidste år blev store dele af togtrafikken i Tyskland pludselig ramt af omfattende fejl på signalsystemet. Det medførte blandt andet, at togene mellem Danmark og Tyskland var lammet i flere timer.
Det samme var tilfældet for afgange til og fra Berlin, Hamborg, Bremen og hollandske Amsterdam.
Politiet fandt to steder, hvor signalkabler var blevet skåret over. Det ene var i Berlin-distriktet Hohenschönhausen, og det andet var i delstaten Nordrhein-Westfalen i den vestlige del af landet.
Deutsche Bahn selv kaldte det sabotage, og landets indenrigsminister, Nancy Faeser, gik til tasterne på Twitter.
- Vi må antage, at det er forsætlige handlinger, der lammede jernbanetrafikken i det nordlige Tyskland i flere timer. Baggrunden er stadig uklar, men det føderale politi efterforsker på højtryk, skrev hun.
Transportminister Volker Wissing stemte i og sagde, at kablerne bevidst blev ødelagt.
- Det er tydeligt, at der er tale om en målrettet og bevidst handling.
Umiddelbart efter hændelsen beskrev tysk politi det som en målrettet ekstern påvirkning af Deutsche Bahns kabler.
Politiet udelukker ikke, at der ligger politiske motiver bag den mulige sabotage, men der er ikke tegn på, at en udenlandsk stat har været involveret.