Mohammed holdt mund om sine forældres skilsmisse: Jeg ville ikke ses som stikker

Dansk-iranske Mohammed turde ikke fortælle om sine forældres skænderier og skilsmisse. Han håber, at det bliver nemmere for næste generation af nydanske skilsmissebørn.

Da Mohammed Bagheri var 13 år, blev hans forældre skilt. Det var voldsomt, og noget han først har kunnet tale om som voksen. (Foto: DR Nyheder)

Når Mohammed Bagheri havde venner på besøg i sit barndomshjem i Vejle, skruede han tit op for musikken på sit værelse.

Ikke fordi han var specielt vild med en høj bas, men fordi han var bange for, at hans kammerater kunne høre, at hans forældre skændtes.

- Det er jo en meget, meget irriterende situation for en lille knægt. Jeg husker det ikke som gode minder, fortæller Mohammed Bagheri, der er 29 år i dag.

Guitarspil og skænderier

Han var otte måneder gammel, da han kom til Danmark fra Iran med sine forældre og sin storesøster. Allerede da Mohammed var omkring seks år gammel, opstod der problemer mellem forældrene.

Som dreng kunne hans dag begynde med, at forældrene skændtes, og at han bare tænkte, at han ville ud af lejligheden.

Når han var hjemme, håndterede han skænderierne ved at spille guitar på sit værelse og skrive sange til sin mor.

- Den første sang, jeg skrev, handler om min mor og hedder "mum, I love you". Noget så corny. Men når jeg kigger tilbage, var det min måde at komme ud med nogle følelser og aggressioner på, som jeg ikke kunne tale med andre om, siger han.

Et nummer i statistikken

Da Mohammed Bagheri var 13 år, besluttede moren at forlade faren. Mohammed tæller dermed med i statistikken over nydanskere, hvis forældre er gået fra hinanden.

Ifølge en ny rapport fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd er det tal stigende. I dag har omkring hvert fjerde barn med etnisk minoritetsbaggrund forældre, der er skilt. Det gælder for hvert tredje barn i Danmark i gennemsnit.

Modsat de fleste danske skilsmissebørn går mange af de nydanske skilsmissebørn alene med deres tanker om, at forældrene er gået fra hinanden, fordi skilsmissen er tabubelagt.

Bange for at være stikker

Sådan var det også for Mohammed Bagheri. Han fortæller, at det ikke er normalt at blive skilt i Iran, og at det derfor gav nogle særlige udfordringer, da hans mor forlod faren.

- I vores kultur er det at være en stikker over for din familie, hvis du taler med nogen uden for familien om din problemstilling. Sådan har det i hvert fald været i min situation, fortæller han og fortsætter:

- Det gør, at du tier og ikke taler om dine familiære problemer til andre. Hverken psykologer, pædagoger, lærere, eller hvem det nu kunne være.

Mohammed Bagheri holdt derfor mund om, hvad der foregik, og først for nylig er han begyndt at tale om sin barndom og have det ok med det.

Tjente penge til huslejen

Nu er han for eksempel i stand til at fortælle om, at han efter skilsmissen var bange for, at der skulle ske hans mor noget. Mohammed påtog sig derfor en beskytterrolle, der lå for meget ansvar i, kan han se nu.

- Når man gik på strøget i Vejle med sin mor, og man kunne mærke, at hun hele tiden kiggede sig over skulderen for at se, om far nu var på strøget. Så var det ubehageligt, husker han.

(Foto: DR Nyheder)

Ifølge Mohammed Bagheri betalte hans far ikke børnepenge, og det hjalp ikke på morens økonomiske situation. Hun arbejdede som pædagogmedhjælper, og lønnen dækkede ikke både regninger og huslejen i det rækkehus, hun og Mohammed flyttede ind i.

Arbejde før skole

Mohammed Bagheri blev derfor nødt til at arbejde som flaskedreng i Føtex og have et rengøringsjob ved siden af.

- Førsteprioriteten var arbejde. Og det gjorde mig glad at lægge nogle penge til min mor og føle, at jeg var en del af at få det til at fungere, siger han.

Rapporten fra SFI viser, at det er almindeligt, at nydanske, fraskilte har svært ved at få pengene til at slå til. Børnene flytter ofte med moren, der er lavtlønnet, som Mohammeds mor, eller arbejdsløs.

Derfor lever 52 procent af de nydanske skilsmissebørn i fattigdom, konkluderer rapporten. For danske skilsmissebørn er tallet 14 procent.

Tiden vil hjælpe på tabuet

Fattigdom kan ifølge Børns Vilkår betyde, at børn får sværere ved at klare sig. I en periode så det også sort ud for Mohammed Bagheri. Han klarede sig dårligt i skolen, men nu er han kommet efter det og arbejder som salgschef i en digital medievirksomhed på Frederiksberg i København.

Han ved, at det ikke er alle, der klarer sig så godt igennem et forløb med en voldsom skilsmisse indpakket i tabu.

Derfor håber han sammen med Børns Vilkår og SFI, at myndighederne bliver bedre til at hjælpe forældre og børn i samme situation, som han har været i.

Samtidig tror han, at tiden er med til at skubbe tingene i den rigtige retning og tabuerne, så det bliver lettere for de kommende generationer af efterkommere af være skilsmissebørn.

- Det skal blive bedre, i og med at vi er opvokset i Danmark. Vi har en viden om, hvordan man gør tingene.

Facebook
Twitter