Mor og søn omkommet i brand

En 31-årig kvinde og hendes 4-årige søn har mistet livet i en brand i Mørkøv.

Flere livløse personer er fredag eftermiddag blevet reddet ud fra en voldsom brand i en lejlighed i Mørkøv på Vestsjælland. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. (Foto: Daniel/Presse-Fotos.dk © Scanpix)

To personer er omkommet, en 31-årig kvinde og hendes 4-årige søn, i en voldsom brand i en lejlighed i Mørkøv på Vestsjælland.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

De pårørende er underrettet om den tragiske hændelse. Der var ikke flere personer til stede i lejligheden, oplyser politiet.

Branden er nu slukket, og politiet efterforsker brandårsagen.

Politi og brandvæsen fik alarmen om branden i Hovedgaden 1 klokken 14.32.

Indsatsleder Jan Bruun fra Vestsjællands Brandvæsen har tidligere oplyst til Ritzau, at branden startede i en blomsterforretning i stueetagen og bredte sig til en lejlighed på 1. sal.

Eksperter skal undersøge brandårsag

Politiet har indkaldt assistance fra National Kriminalteknisk Center, der skal undersøge brandstedet og forsøge at finde årsagen til branden.

/ritzau/

Facebook
Twitter