Mor til femårig pige, der blev dræbt i ulykke: 'Jeg kunne ikke nå at gøre noget'

En 21-årig mand sidder tiltalt for en voldsom ulykke på Peter Bangs Vej sidste år.

Der var helt stille i retslokalet, da moren afgav forklaring om den tragiske ulykke, som kostede hendes datter livet. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Der var helt stille i retslokalet i minutterne op til, at moren til en kun femårig pige, som mistede livet i en ulykke på Peter Bangs Vej sidste år, blev ført ind.

Med tårer ned ad kinderne og grødet stemme forklarede den femåriges mor om den ulykke, der kostede hendes datter livet 28. oktober sidste år.

- Jeg ved godt, at det er en af de værste dage. Du har nok ikke prøvet at sidde i et retslokale. Jeg håber, at du får det hurtigt overstået, lagde retsformanden ud med at sige, mens han kiggede på moren.

Derefter henstillede han til, at der blev stillet så få spørgsmål til moren som overhovedet muligt.

Moren til den femårige pige forklarede, at de var på vej hjem fra børnehave, da ulykken skete.

De stod på cykelstien tæt op ad fortovet på Peter Bangs Vej, da en sort bil kom kørende fra en sidevej og krydsede vejen. Moren havde kort tid forinden set bilen holde stille.

- Det næste, jeg ser, er bilen, der kører mod os. Jeg kan ikke nå at gøre noget, forklarede moren.

- Den kører lige mod os. Den bremser ikke. Den undviger os ikke. Han bremser ikke, han gør ikke noget, forklarede kvinden.

Flere i retten var dybt påvirkede under forklaringen.

Det er en 21-årig mand, der er tiltalt i sagen. Han var blevet ført ud af retslokalet af hensyn til moren, da hun skulle afgive forklaring.

Tiltalen mod ham lyder på uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, fordi anklagemyndigheden mener, han var påvirket af lattergas og kokain under ulykken.

Begge dele nægter han. Han erkender dog uagtsomt manddrab.

Mor ramt af bil

Moren til den femårige pige forklarede i retten, at hun som følge af ulykken blev væltet omkuld og slog hovedet mod muren.

Derfor er den 21-årige mand også tiltalt for at have forvoldt nærliggende fare for den femårige piges mors liv.

I retten forklarede moren, at hun hurtigt kom op at stå og gik i gang med at lede efter sin datter.

Efterfølgende trådte en række vidner til for at redde den lille pige, som lå under bilen, men det var forgæves.

Manden flygtede efter ulykken. Den tiltalte har forklaret, at han ville væk, da han var efterlyst af Kriminalforsorgen. Han vidste ikke, at han havde ramt nogen.

En sygeplejerske, som var på gerningsstedet, og som også afgav forklaring under retsmødet, mødte i minutterne efter ulykken ham, hun mener, var føreren af bilen.

- Han er den eneste, der bevæger sig væk fra ulykken. Han siger, at han skal ned til 'de andre'. Jeg siger, at han skal blive her, til politiet kommer, sagde hun.

Et andet vidne forklarede, at han også så en person løbe væk. Vidnet mente også, at der var tale om chaufføren af bilen.

- Han siger, 'jeg løber efter hjælp', sagde vidnet i retten.

Vidner: Bil gassede voldsomt op

Flere vidner forklarede i retten i dag, at de både havde hørt og set, at føreren af ulykkesbilen gassede op kort før ulykken.

Den tiltalte har tidligere i retten forklaret, at han gassede op for ikke at blive ramt af modkørende biler, da han krydsede Peter Bangs Vej. Han forsøgte at undvige, da han ramte muren.

Flere vidner forklarede dog i retten, at de ikke så bilen dreje.

- Jeg hører en voldsom acceleration. Så ser jeg den sorte bil komme kørende. Den kører over cykelstien, hvor den rammer husmuren på den side, jeg kommer kørende, forklarede et vidne.

- Bemærker du noget særligt ved bilens kørsel?

- Nej, kun at det er udsævanligt, at den kører på tværs, og at der er meget motorstøj, forklarede vidnet.

Udover uagtsomt manddrab og fareforvoldelse er den 21-årige mand også tiltalt for en række andre forhold, der omhandler narko og trafikforseelser.

Han er derudover tiltalt for en anden alvorlig ulykke, hvor to unge kvinder blev kvæstet. Ulykken skete over halvandet år før ulykken på Peter Bangs Vej. Den kom dog ikke for retten, før den lille pige mistede livet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk