Mor til IS-kriger står frem: Myndighederne gør ikke nok

En mor til en efter alt at dømme dræbt Syrien-kriger råber nu myndighederne op, for at flere unge ikke skal lide samme skæbne som hendes søn.

Karolina Dam håber, at hun ved at stå frem kan hjælpe andre i samme situation.

Karolina Dam mistede efter alt at dømme sin søn Lukas den 26. december.

Det var en af de dage, koalitionsstyrker bombede terrorgruppen Islamisk Stat i den kurdiske by Kobane. Syv måneder tidligere var Lukas Dam rejst til Tyrkiet og videre derfra til Syrien for at være hellig kriger.

Ifølge tal fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) er 115 danskere indtil videre rejst til slagmarkerne i Irak og Syrien – 19 af dem har mistet livet.

I dag forsøger Karolina Dam at råbe myndighederne op for at hjælpe andre i sin og sønnens situation. Det sker i et stort interview i Politiken. Til DR Nyheder siger hun:

- Jeg kan ikke holde ud, at der er andre unge, der tager derned. Jeg kan ikke holde ud, at vi lader dem slippe mellem fingrene. Det her er jo ikke kun én dreng, det er sket for. Det sker så tit.

- Da jeg fandt ud af, hvor ofte det her sker, var jeg chokeret. Chokeret over, at myndighederne ved det, og at der ikke sker nok. Der er så meget et tabu, så meget frygt, så meget vrede. Jeg bliver nødt til at sige noget, få skabt nogle debatter, siger hun.

Se indslag med Karolina Dam i TVAvisen herunder.