Mor til Kundby-pigen: Hun fortjener en chance mere

En terrordømt teenagepige fra Kundby vil frifindes. Nu starter ankesagen ved landsretten.

Den 17-årige pige fra Kundby havde boet hos sin mor, Cecilie Kolding-Olsen, det meste af sit liv, inden hun blev anholdt for terrorplaner i januar 2016.

Skal den 17-årige Kundby-pige fra Holbæk i fængsel på ubestemt tid, eller skal hun frifindes for forsøg på terror?

Det spørgsmål skal Østre Landsret nu tage stilling til, efter at Retten i Holbæk i foråret fandt pigen skyldig i forsøg på terror.

Ankesagen går i gang i dag og forventes afgjort i næste uge.

Cecilie Colding-Olsen, moderen til den 17-årige pige, frygter, at hendes datter idømmes forvaring - en straf uden slutdato.

- Jeg frygter ved retssagen, at hun får forvaring, for det fortjener hun simpelthen ikke. Hun fortjener tværtimod en chance mere, så hun kan komme ud, få en uddannelse og et ungdomsliv som andre på hendes alder, siger Cecilie Colding-Olsen til DR2 Dokumentar, der i øjeblikket følger familien:

Klik på play.

Anklagemyndigheden: Hun er farlig

I maj fandt Retten i Holbæk det bevist, at teenagerpigen havde planlagt angreb mod sin tidligere folkeskole, Sydskolen i Fårevejle, og den jødiske skole i København, Carolineskolen.

Hun havde blandt andet indkøbt ingredienser til fremstilling af sprængstof og søgt på bombemanualer, slog retten fast.

Derfor blev hun idømt seks års fængsel for terrorplaner.

Da anklagemyndigheden ankede sagen lød det fra statsadvokaten i København, Lise-Lotte Nilas, at pigen var så farlig, at hun burde idømmes forvaring:

- Vi mener, at der er så klar en anbefaling af forvaring og en udtalelse omkring pigens farlighed, som gør, at det rigtige vil være, at landsretten også får mulighed for at se på det, sagde Lise-Lotte Nilas i maj.

Pigen ankede sagen for at blive frifundet for terrorplanerne.

Da sagen mod teenagepigen fra Kundby kørte i byretten, kom det blandt andet frem, at pigen planlagde at fremstille sprængstoffet TATP, som hun ville bruge i et angreb mod Sydskolen i Fårevejle under en gallafest.

Siddet fængslet i snart to år

Den 17-årige pige blev fængslet i januar 2016 og har siddet varetægtsfængslet siden da - i de første tre uger var hun fængslet i isolation, hvilket skabte debat. Dengang var hun 15 år.

- Hun har brugt tid nok i fængsel. Hun har siddet næsten to år, og noget af tiden isoleret. Hun er helt afskåret fra at være sammen med nogen på sin egen alder. Hun ved faktisk slet ikke, hvordan man er sammen med andre på sin egen alder, for det har hun ikke prøvet i flere år, lyder det fra moderen.

Hvis ikke den 17-årige terrordømte pige bliver frifundet, nu hvor ankesagen kører i landsretten, håber hendes mor, at Østre Landsret stadfæster dommen på seks års fængsel fra byretten.

Derudover håber moderen på mere hjælp til pigen.

- Så håber jeg selvfølgelig, at man sætter noget antiradikalisering i gang, siger Cecilie Colding-Olsen.

FAKTA: KUNDBY-SAGEN

  • Den nu 17-årige pige fra Kundby er den første kvinde, der er blevet dømt for forsøg på terror herhjemme.
  • Hun blev anholdt i januar 2016, men sagen blev hemmeligholdt i flere måneder.
  • Ifølge dommen fra Byretten i Holbæk har hun forsøgt at fremstille sprængstof for at kunne bombe sin tidligere folkeskole, Sydskolen i Fårevejle, og den jødiske skole i København, Carolineskolen.
  • Pigen er også dømt for grov vold, fordi hun i sommeren 2016 stak en pædagog med et glasskår på en sikret institution, hvor hun sad varetægtsfængslet.
  • Anklagemyndigheden krævede pigen idømt forvaring på ubestemt tid. Forsvareren krævede hende frikendt.
  • En mand midt i 20'erne har også siddet varetægtsfængslet i sagen, men anklagen mod ham er frafaldet.