Mor tiltalt for at tappe blod fra sin søn

Anklagemyndigheden mener, at en 36-årig kvinde hver anden uge har tappet en halv liter blod fra sin søn.

Sagen mod den 36-årige kvinde er endnu ikke berammet, men den skal køre i Retten i Herning. (Foto: Mads Dalegaard © Scanpix)

En 36-årig kvinde er blevet tiltalt for gennem fem år hver anden uge at have tappet en halv liter blod fra sin søn i perioden fra juli 2012 til september 2017.

Drengen var knap 1 år, da aftapningen begyndte fra et indopereret venekateter.

Blodtapningen betød, at drengen havde en meget lav blodprocent. Det svækkede hans almentilstand og kunne bringe han i livsfare.

Drengen har modtaget 110 blodtransfusioner, været indlagt på hospitalet flere gange og er blevet undersøgt mange gange.

Anklagemyndigheden mener, at der er tale om særdeles skærpende omstændigheder.

Kvinden nægter sig skyldig.

Sagen skal køre som en nævningesag ved Retten i Herning, men den er endnu ikke berammet, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

/DR Nyheder/