Morgenpendlere må ud i busser: Stadig ingen tog mellem Ringsted og Slagelse

19-årig maskinfører reddede med sin gravemaskine chauffør ud fra lastbil, der hang ud over motorvejsbro.

Togene mellem Ringsted og Slagelse er fortsat aflyst her til morgen, efter at en lastbil i går kørte ud over en motorvejsbro ved Slagelse.

Heller ikke lyntogene mellem Odense og København H kører.

Passagerer, der kommer fra vest, skal derfor fra Odense tage Intercity-tog til Slagelse. Det samme gælder fra København H til Ringsted. I begge retninger skal passagerer skifte til de togbusser, DSB har sat ind mellem Ringsted og Slagelse.

Først fra klokken 10 regner Banedanmark med at være færdige med reetableringen af den køreledning, der blevet ødelagt i forbindelse med ulykken.

Fagfolk har natten igennem arbejdet på den komplicerede opgave med at fjerne lastbilen.

- Jeg er ganske imponeret, siger Kenneth Lau Rentius, områdechef i Banedanmark.

- Det lykkedes os at løfte den her lastbil i ét stykke op på broen og få den kørt væk. Og det er lykkedes os at få fjernet containeren, som også var trillet med ned. Og vi har gjort det, så vores anlæg har taget mindst mulig skade.

19-årig reddede chauffør

Lastbilchaufføren, der kørte lastbilen, er sluppet med mindre skader.

Han blev reddet væk fra den hængende lastbil af den 19-årige maskinfører Rasmus Vincent, som efter at have ringet 112, kørte sin gravemaskine hen til lastbilen og vendte skovlen om, så chaufføren kunne hoppe op i den og blive løftet væk.

- Det er umanerligt billigt sluppet, når man tænker på, hvad der er sket, siger Kenneth Lau Rentius og henviser til, at lastbilen ikke bare trillede ud over broen, men også ramte højspændingsledninger med 25.000 volt i sig.

Ledningen sprang

Lastbilen havde i første omgang ikke ødelagt den køreledning, der har standset togene.

- Den var stadig hel, mens lastbilen holdt der. Men da vi begyndte at løfte i selve lastbilen kunne ledningen ikke holde mere og så sprang den, siger Kenneth Lau Rentius.

- Det er en ledning med et træk på to et halvt ton, så det er noget af en fjeder.