Det var en norsk 34-årig mand og hans syv år gamle søn, der mistede livet, efter at en personbil og et letbanetog til formiddag kolliderede på strækningen mellem Aarhus og Grenaa.
De to andre i bilen er i familie med de dræbte og er uden for livsfare. En kvinde på 32 år og en pige på seks.
Selvom beboere i området kalder ulykken for 'tragisk', kommer ulykken ikke som en overraskelse:
- Det er tragisk at tænke på, men det er desværre heller ikke noget, der kommer bag på os, der bor herude, for det virker ikke ordentligt, siger Morten Grantzau, der bor tæt på ulykkesstedet.
- Vi kører over mange gange i de forskellige jernbaneoverskæringer, der er herude. Det er over halvdelen af gangene, det ikke virker.
Det var en norsk familie på fire, der sad i den bil, der til formiddag stødte sammen med et letbanetog ved Albøgevej i byen Trustrup på Djursland.
Der er endnu ikke sat nogen bomme ved den jernbaneoverskæring, som ulykken skete ved, men i stedet er det lys- og lydsignaler, der skal advare bilister om tog på jernbanen.
Der ligger dog bomme ved siden af vejen, som er klar til at blive sat op, fortæller DR's reporter på stedet.
Dårlig udsigt som bilist
Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige noget om årsagen til ulykken, men Havarikommissionen er i gang finde frem til, hvad der er sket.
Jernbaneoverskæringen ved Albøgevej er én af dem, som de lokale er særlig opmærksomme på, siger Bjarne Dalgaard, der er lærer og bor i området:
- Når man kommer i bil, har man meget dårlig udsigt over, om der kommer noget tog, siger han og uddyber:
- Det er selvfølgelig noget, som vi lokale kender og ved, men man kunne godt forestille sig, at der kunne ryddes et træ, så man bedre kunne se skinnerne.
Den samme skærpede opmærksomhed har Morten Grantzau, når jernbanesporene skal krydses:
- Os, der er vant til at køre herude, kører meget forsigtigt over og kigger grundigt til begge sider, men det gør dem, der kommer udefra, ikke. De er ikke vant til at køre herude.
Direktør hos Aarhus Letbane genkender ikke kritikken
Den kritik kommer bag på Michael Borre, den administrerende direktør for Aarhus Letbane:
- Vi har ikke fået nogen meldinger om særlige problemer med den overkørsel overhovedet, men nu afventer vi, hvad Havarikommissionen kommer frem til, hvilke råd de har til os, og hvad vi skal kigge på efterfølgende, siger han.
- Det er en gammel overkørsel, og den har det sikkerhedskontrol-anlæg, som giver lyd og lys fra sig. Det svarer til det sikkerhedsniveau, vi har, når vi kører med den hastighed, vi gør på strækningen.
Kommer I til at fortsætte med at køre med letbanetog på steder, hvor der endnu ikke er sat bomme op?
- Det er ikke meningen, at bommene skulle være sat op nu. Bommene bliver sat op af Banedanmark i forbindelse med et projekt, som forventes færdigt inden 1. oktober og er en ekstra sikkerhedsting i forhold til, at man kan sætte hastigheden op, siger han og uddyber:
- Vi kommer til at køre på strækningen, medmindre havarikommissionen siger, at der er fejl på anlægget. Det er der ikke noget, der tyder på indtil videre, men vi er nødt til at vente, til de er færdige med deres undersøgelser.
Letbanetog involveret i flere hændelser
Letbanestrækningen mellem Aarhus og Grenaa åbnede den 30. april i år, og lige nu er Banedanmark i gang med at sætte bomme op ved alle overgange mellem de to byer, da hastigheden på strækningen skal sættes op, forklarer direktøren.
Siden Aarhus Letbane begyndte at køre, har togene været involveret i 24 både små og store hændelser, men det er første gang, at personer mister livet i forbindelse med uheld.
De fleste uheld er sket i byen, hvor bilister skal vænne sig til, at der er kommet en jernbane i byen, siger Michael Borre, der understreger, at sikkerheden er ok, og at det her er 'en mere traditionel jernbaneulykke'.
- Det er selvfølgelig tragisk, men det er den udfordring, der altid er med et jernbanesystem, hvor man skal krydse med den anden trafik.
Den nyvalgte transportminister Benny Engelbrecht (S) kalder det også en 'forfærdelig ulykke' på Twitter.
- Det er vigtigt, at vi kommer til bunds i, hvad der var årsagen til ulykken, og derfor vil jeg afvente Havarikommissionens igangværende undersøgelser, skriver Benny Engelbrecht også i et andet tweet.