Morten Helveg anker Se og Hør-sag til Højesteret

Både by- og landsret har afvist politikers erstatningskrav, efter Se & Hørs ulovlige overvågning.

Politikeren Morten Helveg (R) blev ved valget 26. maj genvalgt til EU-Parlamentet. (arkivfoto). (Foto: Thomas lekfeldt © Ritzau Scanpix)

EU-politikeren Morten Helveg Petersen (R) har fået lov til anke sag om erstatning i Se og Hør-sagen til Højesteret, oplyser Procesbevillingsnævnet.

I sagen kræver han en godtgørelse, efter at han blev udsat for ulovlig overvågning af Se & Hør.

I februar fastslog Østre Landsret, at Morten Helveg Petersen ikke skulle have godtgørelse i sagen, og samme afgørelse var byretten nået frem til.

Han blev derimod pålagt at betale sagens omkostninger. I byretten lød de på 170.000 kroner, og i landsretten blev der lagt mere til, så det løb op i 320.000 kroner.

Morten Helveg Petersen krævede i landsretten 125.000 kroner i erstatning, for at Se og Hør havde skaffet sig adgang til hans kreditkortoplysninger.

Det er et mindre krav, end han kom med i byretten. Her krævede han 250.000 kroner i kompensation.

Se og Hør-sagen er blevet kaldt danmarkshistoriens største medieskandale.

Her fodrede en tys-tys-kilde Se og Hør med oplysninger om de kongeliges og kendtes brug af kreditkort.

Kilden havde via kreditkortudstederen Nets adgang til de kendtes transaktioner.

/ritzau/

Facebook
Twitter