Morten Kabell: Rystende at vi brænder Københavns kulturarv

Borgmester har beordret et stop for afbrænding af historiske tegninger.

Indtil videre har skanningsprocessen stået på i fire år, og omkring en tredjedel af tegningerne over byen er allerede brændt. Her ses de historiske bygninger Nyboder i København. (Foto: Nanna Kreutzmann © Scanpix)

De seneste år har Københavns Kommune arbejdet for at gøre det lettere for danskerne at finde tegninger over byens gamle bygninger og få indsigt i gamle byggesager.

Det sker ved at digitalisere kommunens mange tusinde dokumenter og gøre dem tilgængelige online i et digitalt byggesagsarkiv.

Men de oprindelige, fysiske tegninger går op i flammer som led i den proces.

Og de hundrede år gamle arkitekttegninger af bygninger som Christiansborg, Københavns Rådhus og Carlsberg Byen bliver brændt efter indskanning, kunne P1 Eftermiddag fortælle i går.

Proceduren ryster Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL), der ikke tidligere har været bekendt med den.

- Det ryster mig ærlig talt. Der jo i et samlet hele tale om Københavns kulturarv, og derfor er det ikke noget, man bare brænder af, siger han.

Gode digitale kopier

Enhedschef for byggesagsdokumentation i Københavns Kommune, Michael Andersen, fortalte i går, at selvom det ikke er et krav at tegningerne skal destrueres, er de digitale kopier så gode, at der ikke længere er brug for de fysiske kopier.

Men Morten Kabell mener, at tegningerne bør gemmes til eftertiden.

- Det er noget, man sørger for at gemme og få arkiveret på en ordentlig måde, og det skal selvfølgelig ske i godt samarbejde med museumsfolk og folk, der har styr på det her, siger han.

Indtil videre har skanningsprocessen stået på i fire år, og omkring en tredjedel af tegningerne over byen er allerede brændt.

Afbrændingen blev i P1 Eftermiddag mødt af kritik af blandt andet historiker Jes Fabricius Møller, mens enhedschef Michael Andersen i programmet henviste til den tilladelse, der rent faktisk var givet.

- Stadsarkivet er kommet med en udtalelse om, at tegninger kan bortskaffes efter endt skanning (...) derfor har vi lagt os op af deres vurdering og har skaffet tegninger væk, efter vi har sikret os i vores kvalitetskontrol, at alt er perfekt og som det skal være, sagde han i går til P1 Eftermiddag.

Du kan høre hele udsendelsen fra P1 Eftermiddag her.

Teknik- og miljøborgmester i København, Morten Kabell (EL), vidste ikke, at tegningerne er blevet brændt de seneste år. Han har nu beordret, at afbrændingerne skal stoppe, indtil der er fundet en bedre løsning. (Foto: Katrine Emilie Andersen © Scanpix)

Ordre om ikke at brænde flere tegninger

Det får nu teknik- og miljøborgmester Morten Kabell til at reagere sammen med kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen.

- Vi er enige om, at vi sætter os sammen nu og finder en løsning på situationen. Men her og nu er der i hvert fald udstedt en ordre om, at der ikke bliver destrueret mere materiale - mere kulturarv, før vi har fundet en fælles permanent løsning, siger Morten Kabell.

Borgmesteren understreger, at digitaliseringsprocessen fortsætter, fordi han mener, at det giver god mening, at alle borgere og virksomheder kan komme tilgå byggesagsarkivet. Derimod vil han se på bevaringen af originaldokumenterne.

- Vi skal have historikere og folk, der ved noget om det, til at vurdere, hvilke dokumenterne der er vigtige, og så skal de gemmes på en betryggende og forsvarlig måde – også for fremtidige generationer, siger Morten Kabell.