Morten Østergard inviterede til klimasnak over rester: Der stod mørbrad og frisk torsk på bordet

Det handler ikke om menuen, men om klimasnakken, mener partilederen.

Radikale Venstre understreger, at kampagnen handler om at bruge det, der ligger i køleskabet og om ikke at smide mad ud. (Foto: Radikale Venstre © Radikale Venstre)

Har du svært ved at finde ud af, hvad du skal bruge den sidste peberfrugt til eller den sidste rest af parmesanosten, der har kigget på dig i ugevis?

Sådan spørger Radikale Venstre i sin kampagnevideo under sloganet 'Skal vi spise sammen?'.

I et forsøg på at tage klimasnakken ud af Christiansborg og ind i folks køkkener, vil partimedlemmer "pakke tasken med det, de nu har i køleskabet", hive en professionel kok med og "trylle køleskabsresterne" om til et måltid.

I onsdags var Morten Østergaard i fællesskab med tidligere Noma-kok Torsten Vildsgaard ude hos en familie, Lars og Katrine i Bagsværd, der havde invitereret venner og bekendte. I alt sad de 12 mennesker om bordet.

Kokken Torsten Vildsgaard er i gang med tilberede menuen. (Foto: Radikale Venstre © Radikale Venstre)

Var der tale om rester?

Radioprogrammet Danske Tilstande på P3 - som du kan lytte til her - har kigget nærmere på menuen for deres restemiddag.

Den stod på lammemørbrad, sandart, torsk, frisk torskerogn, bacon, iberico svinemørbrad, græskar og en masse grøntsager.

Og da Danske Tilstande ringede op og spurgte partiets leder Morten Østergaard, om der egentlig er tale om rester, holdt han fast.

- Deltagerne kom med det, som ellers stod over for at skulle smides ud, fordi det ikke var blevet spist. Så det var ikke den halvrådne peberfrugt, men det var noget, der risikerede at gå til spilde, siger han.

Sådan en nyindkøbt lammemørbrad, skulle den smides ud?

- Nej, det skulle den ikke. Den skulle have været spist i en anden sammenhæng. Men det sker rigtig tit, at vi køber noget, fordi vi tror, vi skal et eller andet. Og så ændrer vores planer sig, og så ender maden i skraldespanden.

Kokken: 'Der er ikke mange halve blomkål'

Hvert år smides 750.000 ton mad ud, og partiet argumenterer, at det er dét, partiet gerne vil sætte fokus på.

P3-programmet fangede værterne Lars og Katrine, der lagde køkken og hus til arrangementet, undervejs i madlavningen onsdag eftermiddag. De fastholder, at de ikke har fået sneget lidt lækre råvarer ind i køleskabet, fordi der kom en tidligere Noma-kok forbi.

- Jeg skal ikke kunne sige, om nogen har det. Der er en del af det, der har sidste anvendelsesdag, siger Lars, der tilføjer, at det blandt andet gælder torsken og den friske torskerogn.

Der var også masser af friske grøntsager på menuen, forsikrer de. (Foto: Radikale Venstre © Radikale Venstre)

De fik også kokken Torsten Vildsgaard, der stod for at tilberede retterne, i røret. Han fortalte, at der ikke var tale om store mængder kød, og baconen udelod han eksempelvis fra menuen.

Hvor mange af de her ingredienser, vil du sige, generelt er rester?

- Det har jeg spurgt ind til, og det er de fleste af dem, vil jeg sige. Det er det, de har planlagt at spise i aften.

Men er det rester?

- Aarg ikke rigtig, vel. Der er ikke mange halve blomkål.

Østergaard: Handler om klimasnakken, ikke menuen

Rester eller ej - så blev Morten Østergaard med egne ord inspireret under middagen, hvor der blev diskuteret klima.

Hvis der sidder nogen og tænker, at det klinger en anelse hult, at man sidder og diskuterer klimavenlig restemad med munden fuld af nyindkøbt lammemørbrad, hvad tænker du så?

- Vi sidder jo ikke og diskuterer menuen, vi sidder faktisk...

Men går kampagnen ikke ud på at lave mad af rester?

- Jo, kampagnen går ud på at lave mad af det, der er i køleskabet, og det gjorde vi også. Men kampagnen går sådan set ud på at sørge for, at den diskussion, vi skal have om klimaet, ikke er en, der bliver forbeholdt eksperterne. Men at den foregår over køkkenbordet, når man laver maden og ved spisebordet, afslutter Morten Østergaard.

Under middagen blev der diskuteret klima. (Foto: Radikale Venstre © Radikale Venstre)

Radikale Venstre understreger yderligere, at kampagnen handler om at bruge det, der ligger i køleskabet og om ikke at smide mad ud.

Du kan lytte til interviewet med Lars, Katrine og Torsten Vildsgaard her og med Morten Østergaard her. Danske Tilstande kan høres mandag til torsdag fra klokken 16-18 på P3.