Morten Storm får erstatning for arbejdsskade som PET-agent

Morten Storm har fået varige mén af at være PET-agent, lyder afgørelsen i arbejdsskadesag.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) slår i en ny afgørelse fast, at Morten Storm har fået varige mén af at arbejde som agent for efterretningstjenesten. (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

Der er sammenhæng mellem Morten Storms posttraumatiske stresssyndrom og hans arbejde som PET-agent.

Det fastslår Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) under Beskæftigelsesministeriet i en ny afgørelse.

Her fremgår det, at Morten Storm har fået varige mén af at arbejde som agent for efterretningstjenesten. Det betyder, at den nu 43-årige Morten Storm får en økonomisk godtgørelse, skriver Jyllands-Posten.

Morten Storm blev landskendt, da han i 2012 stod offentligt frem og fortalte, at han i flere år havde været civil agent for Politiets Efterretningstjeneste, PET, og amerikanske CIA.

Da Morten Storm var i 20'erne blev han mere og mere aktiv i radikale islamistiske miljøer. I 2006 droppede han islam, men han forsatte med at komme i de islamistiske kredse. Men nu var det i stedet som agent for PET, har han fortalt.

Storm levede et dobbeltliv, hvor hans opgave var at infiltrere det militante islamistiske miljø for at opspore såkaldt HVT’er – high value targets – for efterretningstjenesterne.

Morten Storm hævdede, at en af hans vigtigste opgaver var at hjælpe med at skaffe informationer om terrorlederen Anwar Al-Awlaki, der blev dræbt i et droneangreb i 2011. Ifølge Storms fortælling stoppede han som agent i 2011.

Hverken PET eller Justitsministeriet har på noget tidspunktet be- eller afkræftet, at Morten Storm arbejdede som hemmelig agent.

Hverken ministerie eller efterretningstjeneste ønsker at forholde sig til erstatningen fra AES.

'Exceptionelt farefulde hændelser'

I afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring står der konkret, at Morten Storms arbejdsskade skyldes, at han har været 'udsat for exceptionelt farefulde hændelser under din ageren i det islamistiske miljø'.

Til Jyllands-Posten siger Morten Storm, at han stadig kæmper med store psykiske problemer som følge af sin tid som hemmelig agent.

- Det påvirker mig 24/7, selv når jeg sover. En kammerat sagde forleden, at han kunne høre mig råbe og skrige i søvne og sparke på væggen. Jeg har aldrig en hel nats søvn. Jeg har koncentrationsbesvær, lider af træthed og initiativløshed og har humørsvingninger og flashbacks. Jeg er ikke den samme person, som jeg var. Det har været så slemt, at jeg ikke har kunnet tage mig af mine egne børn. Det har jeg været for syg til. Det er den største falliterklæring i mit liv, siger Morten Storm til Jyllands-Posten.

Kritik for manglende støtte

Morten Storm har tidligere fortalt til DR Nyheder, at han oprindeligt stod frem med sin historie, fordi han gerne vil sætte fokus på, at der ifølge ham er manglende hjælp og støtte til de agenter, der har sat deres liv på spil for efterretningstjenesterne.

- Jeg står jo frem, fordi jeg vil have, at agenter som mig, der sætter livet på spil og arbejder så hårdt, burde have nogle bedre arbejdsvilkår, sagde Morten Storm.

PET har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Facebook
Twitter