Mortens cykelferie i Spanien er udskudt igen, igen: Hvis jeg ikke kommer afsted nu, bliver turen helt droppet

Myndighederne fraråder unødvendige rejser til Spanien, og det rammer også et hotel med danske ejere.

Sådan her havde Morten Lau Torp Nielsen egentlig planlagt, at han skulle cykle rundt i Spanien til september. Men det har myndighedernes ændrede rejsevejledning i Spanien sat en stopper for.

Drømmen om iskold sangria efter en varm dag i bjergene er - igen, igen - blevet udskudt for Morten Lau Torp Nielsens vedkommende.

Han skulle ellers have været på cykelferie med en kammerat i Calpe i Spanien i slutningen af september, efter at ferien allerede var blevet udskudt første gang tilbage i marts.

Men de planer ser ud til at falde til jorden, efter at Udenrigsministeriet i går frarådede alle ikke-nødvendige rejser til Spanien.

Og det ærgrer Morten Lau Torp Nielsen, der til daglig arbejder som Chief Value Officer (CVO) i en dansk virksomhed.

- Det er jeg da lidt ked af, i og med at jeg havde troet, at vi nu endelig kunne komme afsted, siger han.

Foto: Morten Lau Torp Nielsen

Og hvis Udenrigsministeriets rejsevejledning stadig er markeret som orange i september - og turen bliver udskudt endnu en gang - så regner Morten Lau Torp Nielsen med at droppe den helt:

- Så tror jeg, at jeg vil aflyse turen. Det bliver lidt svært at lave en udskydelse igen, igen. Man ved jo overhovedet ikke, hvad der kommer til at ske senere på året eller til foråret.

Aflyst for anden gang

Det er ikke første gang, at coronavirusset har sat en stopper for Morten Lau Torp Nielsens cykelferie.

Oprindeligt var planen, at han skulle klatre op ad stejle bjergskråninger i marts - lige omkring det tidspunkt, hvor coronasmitten for alvor spredte sig i Europa, og flere lande lukkede ned.

Nu er der så en måneds tid til næste planlagte afgang. Og i mellemtiden håber han, at rejsevejledninger til Spanien bliver ændret:

- Så er det jo næsten bare at afvente, at de forhåbentligt ændrer det tilbage til gul markering, siger han.

For selvom vejledningerne er netop vejledende, kunne Morten Lau Torp Nielsen ikke drømme om at tage af sted imod myndighedernes anbefalinger. Det ville nemlig indebære to uger i selvbetalt karantæne fra arbejdet efterfølgende.

Og den pris er alligevel for høj at betale for cykel-entusiasten, der nok ender med at droppe turen fuldstændig, hvis han ikke kommer afsted i denne omgang.

Dansk hotelejer siger måske farvel til de sidste gæster i år

Det er ikke kun sommer-hungrende, herboende danskere, der ærgrer sig over det stigende smittetal i Spanien.

Det går også hårdt ud over de hotelejere i Spanien, der primært har danske gæster.

Jane Naundrup ejer et sportshotel i nærheden af byen Malaga i det sydlige Spanien, der er en populær destination for danskere.

Jane Naundrup er indehaver af sportsresortet Fianca Naundrup tæt på Malaga i Spanien, der kan blive hårdt ramt af de nye rejserestriktioner.

De fleste, der tjekker ind på Jane Naundrups hotel, er danskere. Derfor gør den her besked rigtig ondt på hende:

- Det var bestemt ikke den besked, vi havde ønsket, siger hun.

For gårsdagens besked får store konsekvenser for den danske hotelejer, der lige var begyndt at få gang i forretningen igen:

- Når vi siger farvel til de gæster, vi har nu, så ved vi ikke, hvornår der kommer gæster igen. Måske kommer der slet ikke nogen resten af året, siger hun.

Jane Naundrup er dog fortrøstningsfuld omkring fremtiden for sit hotel:

- Heldigvis har vi rigtig, rigtig mange trofaste kunder, og vi har meldinger om, at alle kommer tilbage, så snart de må. Så vi håber jo, at vi er i gang hurtigst muligt igen, og vi satser da også på, at næste år bliver et rigtig godt år, siger hun.

Facebook
Twitter