Movia-busstoppesteder får opsat tidsintervaller

Efter kritik vil Movia sætte trykte oplysninger op om, hvor ofte bussen kører, ved stoppesteder efter påske.

Passagererne ved Movias busstoppesteder kan se frem til lidt mere informative skilte. (Foto: Jonas Vandall Ørtvig © Scanpix)

Busselskabet Movia vil efter påske udstyre tavlerne ved busstoppesteder med en trykt seddel om, hvor ofte de enkelte busser kører. Det oplyser Movia i en pressemeddelelse.

I meddelelsen henviser Movia til kritik af en tidligere beslutning om at fjerne de trykte køreplaner, der viser, hvornår bussen kører.

Movia har siden den beslutning først besluttet, at bussernes rute skal fremgå af tavlerne ved stoppestederne. Efter påske bliver et interval for, hvor ofte bussen kører også tilføjet.

Men der er tilsyneladende ikke lagt op til at tilføje de præcise afgangstider.

Med informationen om hvor ofte bussen kører, føler Movia, at selskabet har lyttet til kritikernes anke:

- Dermed har Movia imødekommet langt hovedparten af bekymringerne for, om det bliver sværere at bruge bussen uden trykte køretider på stoppestederne, skriver Movia.

Digitale skærme overtager

De første tavler, der får et tidsinterval, bliver de tavler, der ikke har en digital skærm. Alle tavler forventes at have et tidsinterval med udgangen af sommeren.

Når det er sket, vil tavlen oplyse, hvor ofte bussen kører i løbet af de forskellige ugedage, lørdag, søndag og helligdage.

Movia står for driften af busser på Sjælland, Lolland og Falster på vegne af kommunerne og de to regioner.

Selskabet har tidligere forklaret, at "tiden var moden" til at gå over til en digital service. Derudover har man henvist ikkedigitale kunder til at ringe til kundeservice, hvor en medarbejder kan oplyse om bussens køreplaner.

Movia har 450 buslinjer på Sjælland.

/ritzau/

Facebook
Twitter