Muhammedtegningerne handler om trusler

Den britiske forfatter Salman Rushdie mener alle aviser burde genoptrykke Muhammedtegningerne, for at vise at trusler ikke virker.

Den britiske forfatter Salman Rushdie fik en del af den muslimske verden på nakken da han skrev bogen De Sataniske Vers. Siden da har han levet med trusler om at blive slået ihjel.

DRs Horisont har mødt Salman Rushdie. Når talen falder på de omstridte Muhammedtegninger, er forfatterens holdning klar.

Han er stærkt kritisk overfor aviser og historikere, som vælger ikke at trykke tegningerne.

Muhammedtegningerne handler ikke om satire

Salman Rushdie mener, at redaktører dagligt træffer beslutninger om billeder, tegninger og lignende skal trykkes ud fra subjektive vurderinger. For eksempel om en satiretegning er sjov eller ej.

- Når spørgsmålet om vold og trusler kommer på banen, så er det ikke et længere spørgsmål om kvalitet, der afgør, om man vil trykke noget. Så bliver spørgsmålet, hvordan vil man reagere på de trusler. Og man reagerer ikke på dem ved at give efter. Jeg tror, at en masse mennesker, som under foregivelse af at være kulturelt sensitive, faktisk bare blev bange, siger Salman Rushdie.

Han mener, at samtlige aviser i hele verden burde trykke tegningerne igen. For det er ikke et spørgsmål om, hvad tegningerne forestiller.

- Det er en måde at sige, at man ikke accepterer trusler. Det er et spørgsmål for sig. I det øjeblik man introducerer vold, ændrer spørgsmålet sig. Og så handler det om, hvordan man håndterer trusler, siger Salman Rushdie

Respektfuld satire findes ikke

Salman Rushdie mener ikke man kan lave respektfulde karikaturtegninger, og derfor kan man ikke lade være med at trykke noget, fordi nogen bliver fornærmede.

- Satiretegningens natur er at være respektløs, og den er respektløs overfor alle og alting. Man må lære at håndtere det. Der er tegnet mange tegninger af mig, og ingen af dem har været høflige. Jeg går ikke rundt og brænder kontorer af - selvom fristelsen har været stor. Man må modstå det. I et voksent åbent samfund, vil der være nogen, der siger noget, som andre ikke bryder sig om. Det sker hver dag. Og hvis vi bruger fornærmelse som et kriterium, kan man ikke sige noget, fordi lige meget hvad du siger, vil det genere nogen, siger Salman Rushdie.

Facebook
Twitter