Museer melder om færre besøgende efter indførsel af entré

Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst melder om nedgang i antallet af besøgende efter indførsel af entré.

To museer melder om faldende besøgstal, efter de har indført entré. Her er det Statens Musuem for Kunst i København (arkivfoto). (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix)

To museer melder om færre besøgende, efter at de i sommer indførte entré.

Hos Nationalmuseet har besøgsnedgangen været 30 procent efter de første fire måneder med entré.

Statens Museum for Kunst har også registreret en besøgsnedgang siden 1. juni, da den betalte entré blev indført.

Museet, der sidste år havde 450.000 besøgende, har de seneste fem måneder i gennemsnit haft 3400 færre besøgende om måneden.

Nationalmuseet ærgrer vicedirektør Camilla Mordhorst sig over nedgangen i antallet af besøgende.

- Selvfølgelig gør det ondt. Vi vil gerne have mange besøgende. Men vi var forberedt på, at det ville ske, siger hun.

Indførte entré for at forbedre økonomien

Det var de to museer selv, der bad om lov til at indføre entré for at få økonomien til at hænge sammen.

Håbet er, at det tabte kan indhentes, når folk har vænnet sig til, at de nu skal have penge op af lommen for at gæste museet.

- Vi har set det samme ske i Sverige, hvor en række gratis museer blev belagt med entre. Over en årrække på fire-fem år genvandt de besøgstallene, og det er den samme strategi, vi arbejder med, siger Camilla Mordhorst.

Også hos Statens Museum for Kunst så man helst, at man kunne undgå entré.

Men museet så ikke andre muligheder i lyset af årlige besparelser på to procent i finansloven.

Ligesom Nationalmuseet tror man også her på, at det er muligt at indhente det tabte over en årrække.

- Erfaringerne fra udlandet, blandt andet Sverige, viser, at de besøgende vender tilbage igen, når de har vænnet sig til, at der er indført entre, siger Anne Bak-Hansen.

- De kommer ikke af sig selv, men ved at vi hele tiden sørger for at have nogle attraktive tilbud til gæsterne.

/ritzau/