Museumsdirektører drømmer stort om vikingeturister efter gyldent stempel fra FN

Der skal laves besøgscentre og parkeringspladser, så ringborgene er klar til at blive "belejret" af turister.

På ringborgen Fyrkat ved Hobro skal der kigges på alt fra toiletforhold til nye udstillinger.

Ved eftermiddagstid i søndags lød der store vikingebrøl flere steder i landet og i Ryiadh i Saudi-Arabien, hvor Unescos Verdensarvskomité var samlet.

For i går blev det, som en gruppe af dedikerede mennesker har kæmpet for gennem mange år, en realitet:

At få de fem danske ringborge på Unescos Verdensarvsliste.

For Lars Nørbach, der er museumsdirektør ved Nordjyske Museer, hvor ringborgen Fyrkat ved Hobro hører under, er det forløsende.

- Jeg har arbejdet for det her i 16 år, så det er en stor forløsning, at det endelig er lykkedes, siger han.

Ifølge museumsdirektøren har alle ringborgene gang i projekter, der skal gøre oplevelsen ved at besøge de mere end 1.000 år gamle, græsklædte ringborge, endnu større.

- Vi arbejder med alt fra bedre toiletforhold til nye udstillinger, renovering og bedre skiltning, der skal gøre historien om Fyrkat endnu bedre formidlet, når nu vi er blevet verdensarv, siger Lars Nørbach.

​Museumsdirektør ved Nordjyske Museer, Lars Nørbach, glæder sig over, at det endelig er lykkedes at komme på UNESCO's verdensarvsliste. ​ (Foto: © Mads Kappel Thøgersen, Danmarks Radio)

På Fyrkat har man allerede etableret et besøgscenter, der kan være med til at fortælle historien om fortidens vikinger.

Og lige netop et besøgscenter arbejder man på ved en anden af de fem ringborge, nemlig Borgring i Lellinge ved Køge.

- Vi bygger et nyt oplevelsescenter, der skal være med til at fortælle om Borgring og de fire andre ringborge, men samtidig også være med til at kontrollere antallet af besøgende, da der bliver adgang gennem det, siger Jens Ulriksen, der er leder af Center for Vikingetidsstudier på Museum Sydøstdanmark.

Mere grønt græs end store vikingeborge

Drager man mod en af de fem ringborge med håbet om at møde store bygningsværker og autentisk udseende vikinger, ja så bliver man slemt skuffet.

Fire af de fem ringborge udgøres primært af grønt græs, og ved tre af dem er der etableret en vold, der viser, hvor den oprindelige ydre grænse af borgen gik.

Nonnebakken i Odense udmærker sig ved at være placeret centralt i byen, og er dermed ikke på samme måde som de andre, markeret tydeligt.

Men det er der også en helt særlig pointe bag.

I hvert fald hvis man spørger folkene bag Aggersborg, der har fået ros af Icomos, som er Unescos ekspertorgan, for deres bevarelse af det oprindelige landskab og omgivelser.

- Vi har fået ros for ikke at have lavet alt muligt, der forstyrrer det oprindelige og originale, siger museumsdirektøren ved Vesthimmerlands Museer, Broder Berg.

Det er ikke alle vikingeborgene, der forholder sig helt ens til mængden af rekonstruktioner.

På Trelleborg ved Slagelse arbejdes der i højere grad med rekonstruktioner, herunder blandt andet dele af den oprindelige borg.

En stor opgave venter

Euforien ville ingen ende tage, da det officielt blev en kendsgerning, at Harald Blåtands fem danske ringborge blev optaget på Unescos verdensarvsliste.

I Vesthimmerlands Kommune, hvor den største af ringborgene, Aggersborg, ligger ned til Limfjorden, var det en meget glad borgmester, der tog imod beskeden om, at han nu har et stykke verdensarv på vesthimmerlandsk jord.

- Vi kan ikke få armene ned. Der er ikke noget, der slår det her, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det største, jeg har været med til i min tid som borgmester, siger Per Bach Laursen, Venstreborgmester i Vesthimmerlands Kommune.

Ifølge borgmesteren venter der kommunen en stor opgave med at gøre Aggersborg "besøgsvenlig". Her skal der blandt andet etableres bedre parkeringsmuligheder og gives et løft af formidlingen.

Ringborgene skal adskille sig fra hinanden

Dette nye turistmål på listen over danske verdensmålsseværdigheder adskiller sig fra de andre på et centralt punkt, da ringborgene i alt er fem og fordelt ud over Danmark.

Derfor er det vigtigt, at ringborgene kan adskille sig fra hinanden, mener museumsdirektøren ved Vesthimmerlands Museer, Broder Berg.

- Vi har hver vores fortælling, og den skal vi dyrke, så vi kan tiltrække turister til alle ringborgene, siger han.

Ringborgen Aggersborg hører under Vesthimmerlands Museer og her skal historien om den smukke natur, der omkranser ringborgen i landskabet ned til Limfjorden i Nordjylland, sælges.

I den anden ende af landet er fortællingen en helt anden.

På vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse er det historien om de store vikingeslag, der skal lokke de mange turister til.

Et arbejde, der går i gang efter det søndag blev officielt, at ringborgene nu er at regne som verdensarv.