Musikeren Kvamm vil have politikerne til at skelne: Vi er ikke festaber, der vælter rundt i nattelivet

Musikere og spillesteder vil ikke sidestilles med diskoteker i genåbningsforhandlingerne. Virolog er skeptisk over for åbning.

Musiker Simon Kvamm argumenter for, at koncertsteder ikke bør sidestilles med diskoteker i dagens genåbningsforhandlinger.

Folketingets partier skal i dag forhandle sig frem til genåbningens fase 4, hvor det blandt andet skal diskuteres, om nattelivet skal åbnes yderligere op.

Men hvad er nattelivet egentlig?

Landets spillesteder og musikere slår på tromme for, at der bør ske en opdeling i forhandlingerne, så politikerne eksempelvis skelner mellem koncerter og diskoteksbesøg.

- Jeg kunne godt tænke mig lidt mere respekt for min branche og det, vi går og gør, og at vi ikke bliver negligeret som en bunke festaber, der bare vil ud og vælte rundt, siger musikeren Simon Kvamm.

- Helt konkret vil jeg i første omgang opfordre til at skelne, når man taler om nattelivet. Skelne mellem diskoteker og spillesteder. Altså koncerter, som vi har set afholdt over sommeren, uden at der har været nogen udbrud, synes jeg, kræver den samme respekt, som man viser fodboldbranchen, som får lov til at åbne det ene og det andet, siger Simon Kvamm.

Et af de steder, der håber på at kunne invitere til koncerter snarest, er Vega i København. Her er man hårdt presset på økonomien efter måneder med coronarestriktioner.

- Vi har sat en stor del af vores egenkapital til for at holde os oven vande og flydende. Men det kommer ikke til at vare ved på den her måde. Det bliver vi ikke ved med at have råd til, siger Vegas kommunikationschef, Ditte Sig Kramer, der vurderer, at vi ikke skal langt ind i 2021, før spillestedet på Vesterbro må drejen nøglen helt om.

Vega er ifølge Dansk Live, der er interesseorganisation for festivaler og spillesteder i Danmark, langt fra de eneste, der kan synge med på den sang.

Landet over står mange spillesteder med en stort set tom koncertkalender og udsigt til store underskud.

- Det er især de her store spillesteder som Vega, der er afhængige af at sælge mange billetter til stående koncerter, hvor man typisk skal have solgt 75 til 80 procent af kapaciteten, for at tingene løber rundt. Det kan man ikke med de nuværende restriktioner, siger Esben Marcher, der er sekretariatetschef i Dansk Live.

Virolog er skeptisk

DR Nyheder har talt med en række partier, der alle betegner det som fornuftigt at skelne mellem koncerter og diskoteksbesøg i forhandlingerne. Kulturminister Joy Mogensen (S) i erklærer sig enig i den betragtning i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Regeringen er optaget af også at få musikere og kunstnere i gang så meget som muligt. Derfor ser regeringen naturligvis på spillesteder og kulturinstitutionerne på en anden måde end nattelivet, skriver hun.

Stod det til virolog Allan Randrup Thomsen, så bør det ikke ændre på, at koncertstederne fortsat må holde lukket.

- Jeg har umiddelbart svært ved at se, hvordan det kan gøres coronasikkert. Det er jo sådan, at ved mange nutidige koncerter, der rejser folk sig jo op og står og svajer og følger med i musikken. Og råber og synger jo også i et vist omfang. Det giver nogle problemer i forhold til smitteudbredningen, siger Allan Randrup Thomsen, der ikke mener, at de gode erfaringer fra fodboldens verden nødvendigvis kan overføres direkte til musikbranchen.

- Altså hvis man overhovedet skal tænke i de baner, så skal man kigge netop til, hvordan fodboldverdenen har forsøgt at løse problemet. Så må man forlange, at folk skal ankomme i sektioner, folk skal være adskilt i grupper, og der skal principielt set være separate toiletforhold til de grupper. Det har jeg umiddelbart svært ved at se, at de fleste spillesteder kan opfylde.

Politikerne på Christiansborg mødes i eftermiddag for at blive enige om den næste fase i genåbningen af Danmark.

Det kræver partierne

  • Ingen partier har endnu talt om, at nattelivet kan åbne, når sundhedsmyndighederne fraråder det. Med de seneste dages stigende smittetal, ser det ud til, at der er bred enighed om, at diskoteker og spillesteder må vente lidt endnu.

  • Venstre:

  • - Svar på coronaprøver inden for et døgn.

  • - Bruge muligheden for at tvangsindlægge corona-smittede, der bryder karantænen.

  • - Yderligere hjælp til de brancher, der ikke kan åbne alligevel (for eksempel natteliv, turisme)

  • Enhedslisten:

  • - Gratis mundbind i offentlig transport.

  • - Helt styr på om Danmark er gearet til flere samtidige lokale smitteudbrud.

  • SF:

  • - Mulighed for mere hjemmearbejde, så færre tager offentlig transport, hvor smitten kan spredes.

  • Radikale:

  • - Afskaffelse af regel om mindst seks overnatninger for turister i København.

  • - Lav en differentiering mellem natteliv og spillesteder, så der kan afholdes koncerter med restriktioner.

  • Konservative:

  • - Afskaf seks-dagesregel om overnatninger i København

  • - Flere hjælpepakker. Hvordan kan idræts- og kulturliv hjælpes videre

Facebook
Twitter