Muslimer samler ind til julehjælp: Vores pligt at hjælpe – uanset religion

En muslimsk fredsmarch vil i dag samle ind til dem, der ikke har råd til at holde jul.

Fakkeloptoget er en tilbagevendende begivenhed. (Foto: Claus bech © Scanpix)

I år har den største formidler af julehjælp, Dansk Folkehjælp, modtaget 15.482 ansøgninger om julehjælp fra familier, der ikke har råd til at fejre højtiden. Det er mere end en fordobling i forhold til sidste år. Andre foreninger oplever også stor efterspørgsel.

Derfor vil den muslimske forening 'Minhaj-ul-Quran' som led i deres årlige fredsmarch samle ind til familier, der har brug for hjælp i hjerternes tid. Denne tid på året markerer nemlig også profeten Muhammeds fødselsdag.

Det forklarer foreningens talsmand, Qaisar Najeeb.

- De kerneværdier julen står for med hensyn til sameksistens, kærlighed, integration og hjælpe de fattige – det er også værdier, som profeten Muhammed står for. Når vi har de værdier til fælles, hvorfor så ikke fejre det som en stor højtidelighed, hvor vi både fejrer profeten Muhammeds fødselsdag og profeten Jesus’ fødselsdag.

Sidste år beskrev medierne, hvordan en god portion af julehjælpsforeningernes støtte gik til muslimske familier. Det inspirerede Minhaj-ul-Quran til at samle ind til foreningen Julehjælpen, men Qaisar Najeeb understreger, at man efter hans mening bør hjælpe alle – hvad end de måtte tro på.

- Det er alle de fattige, eller dem der er nødsagede til at spørge om hjælp – lige meget, hvilken religion og race de tilhører. Det er vores pligt at hjælpe dem.

Fredsmarchen begynder klokken 17.00 ved Søndermarken, og derefter bevæger man sig til Rådhuspladsen, hvor der vil være indsamling af donationer til Julehjælpen, der sidste år hjalp 11.300 udsatte børn.

Qaisar Najeeb forklarer, at der før har været 700-800 deltagere, og han håber, at der igen i dag møder mange op til fredsmarch og indsamling.

- Jeg håber selvfølgelig, at der er mange deltagere, og at det ikke kun er muslimer, men andre trosretninger, der deltager, siger Qaisar Najeeb.